Den norske psykolog Ragnhild Bang Nes arbejder til daglig som seniorforsker ved Folkehelseinstituttet under Norges Sundhedsstyrelse, og har ansvar for indsatsen for livskvalitet. Med ”Lykkekuren. Bliv mere lykkelig på 31 dage” får læseren mulighed for at suge til sig af hendes viden. Ragnhild Bang Nes har vundet flere priser for sit arbejde og ikke mindst for sin fine evne til at formidle.

”Lykkekuren. Bliv mere lykkelig på 31 dage” er en inspirationsbog til dig, der gerne vil øge din hverdagsglæde, lykke og livskvalitet. Igennem 31 kapitler får du hjælp og råd fra psykolog Ragnhild Bang Nes, så du kan skrue op for din lykke.

Da forfatteren har en baggrund som forsker, baserer ”kurens” råd sig på enkle forskningsbaserede metoder. Undervejs får læseren en dybere forståelse for begrebet lykke. Ragnhild Bang Nes øser gavmildt ud af egne erfaringer med de metoder, der kan hjælpe til at øge lykke. Bonuseffekten er, at stress, angst og bekymringer i tilgift bliver mindsket. 

At læse ”Lykkekuren. Bliv mere lykkelig på 31 dage” er ikke en mirakelkur mod depression. Men det er et boost til at forstå kompleksiteten af alt det, der har med lykke, trivsel og glæde at gøre – og ikke mindst hvad, vi selv kan gøre for at øge det. I modsætning til antidepressiv medicin, har denne kur ikke bivirkninger.  

Men hvilken ”medicin” udskriver Ragnhild Bang Nes så? Jo, hun kommer vidt omkring i de 31 punkter! Mange af tingene vil være velkendte for dig, der læser selvhjælpslitteratur og har interesse for psykologi. 

Ragnhild Bang Nes pointerer b.la. at lykken er tæt på os alle. Lykke er noget vi kan lære. Derfor er det vigtigt at forholde sig nysgerrig og undersøgende overfor det, der gør dig glad og lykkelig. På den måde kan du fremadrettet forsøge at tilføre mere af netop dét. 

Hun anbefaler – som mange før hende – b.la. denne simple og effektive øvelse, der træner dit fokus på lykke: Hver dag skal du nedskrive tre gode ting, der er sket i dag. 

Undervejs i bogens 31 etaper, introduceres du for betydningen af ting, som natur, hygge, minder, mening i tilværelsen, taknemmelighed, balance, flow, relationer, fysisk aktivitet og ydmyghed etc. 

Det er bevidst, at jeg skriver ”introducerer dig for”. Forfatteren giver kun en kort opsummerende præsentation af de forskellige emner og deres betydning i relation til lykkeforskning. Det giver næsten sig selv, at en bog på under 200 sider, der gennemgår 31 råd og øvelser, ikke kan gå i dybden. Undervejs er forfatteren uhyre god til at henvise til specifik forskning, undersøgelser og forskere. Bagerst i bogen er der ydermere en fyldestgørende litteraturliste. Den danske læser vil sikkert bemærke Ragnhild Bang Nes´ brug af den norske natur.

Min eneste anke er til bogen drejer sig ikke om Ragnhild Bang Nes og hendes formidling. Det handler om bogens layout. Teksten står generelt al for sammenpresset og kommer til at virke unødvendig ”tung”. Der mangler linjeskift og afsnit.

Bogens pointer kunne være anskueliggjort og fremhævet ved at highlighte særlige ord eller bruge punktopstilling. Flere illustrationer kunne måske også hjælpe til at fremme formidlingen. 

En nærliggende tanke er, at en del læsere måske læser bogen i en periode af livet, hvor de er pressede. Da er det ekstra vigtigt, at formidlingen flyder og stoffet fremstår lettilgængeligt. 

”Lykkekuren. Bliv mere lykkelig på 31 dage” er ikke en mirakelpille. Det er derimod en værdifuld reminder om, at vi selv kan gøre meget for at understøtte følelsen af glæde og lykke i livet. Bogen hjælper dig til at mærke det positive og til at holde fast i solskinsøjeblikkene.  Nu krydser jeg fingre for at der kommer en ny og revideret udgave, hvor Ragnhild Bang Nes´ værdifulde input kan få lov at skinne ordentligt. 

Lykkekuren

Bliv mere lykkelig på 31 dage 

Forfatter: Ragnhild Bang Nes

Oversættelse: Rebekka Hjelholt Svendsen

Forlag: Frydenlund

189 sider. Hæftet. 

Udgivelsesdato: Den 27. februar 2023

Anmelder: Nønne Lønne Votborg