Louis Armstærk er en pige på 12. Hendes far er trompetist, derfor Louis i stedet for døbenavnet Louise. Og navnet Armstærk har Louis selv fortjent: Hver gang hun bliver frustreret eller urolig tager hun armbøjninger. Efterhånden er hendes rekord ganske imponerende.

Louis lever et almindeligt liv med lillesøster, mor der er pilot og den jazzspillende far. En dag drager far til New Orleans, og så ser de ikke mere til ham. Senere er der en orkan der dræber mange, måske også Louis’ far. Men det tror Louis ikke på, så en dag tager hun af sted mod New Orleans for at finde sin far. Det bliver ikke helt let, og her udvikler historien også en ny dimension – en overnaturlig, der tillader hendes nye ven Charlie at forvandle sig til en skildpadde. Med hjælp fra Charlies bedstemor finder de to børn ud af, at Louis’ far er taget af vinden. Oven i købet er han måske årsag til orkanen. De seje børn tager ud på spøgelsesjagt, og et sted i en New Orleansk sump sidder en dansk jazztrompetist og spiller Summertime – and the livin’ is easy.

Alt i alt en syret fortælling flot suppleret, understøttet og udvidet af de mange betagende illustrationer, der har fået musik, uhygge og magi ind i billederne, så man nærmest kan inhalere sumpene, heden og Louis Armstrongs underlægningsmusik – Dream a Little Dream og Summertime.

Der indgår også en blind papa Legba, der elsker skumfiduser, en krokodille, en kobra og nogle flere skildpadder, og det er fin balancegang og periodisk sammenfald mellem uhyggen og de hjælpsomme kræfter.

Camilla Hübbe

Illustreret af Rasmus Meisler

192 sider

Høst & Søn

Udgivet: 04.09.2015

Børnebog