Børnebog for 9-13 års alderen, nummer fem i rækken af 12 bøger om Lola, der lever sit lykkelige liv i Hamburg med veninden Flo og familien. Lola opfatter ikke selv livet som lykkeligt hele tiden. Tværtimod finder hun tilværelsen jævnt problemfyldt, som når klassekammeraten Annalisa inviterer klassens fire andre piger til fødselsdag, men ikke inviterer Lola. Heldigvis er Flo en rigtig veninde og siger nej tak til invitationen. Og Flo er også en støtte, da Lola får en meget sød lille killing, der nægter at lade sig kæle med. Faktisk kan Lola overhovedet ikke komme i nærheden af killingen, der gemmer sig under skabet og kun kommer ud om natten for at spise. Men naboen gider den godt at kæle med til Lolas store fortrydelse.
Så er der mere selskabelighed i cirkusgeden, og den får hun heldigvis mulighed for at invitere med hjem. Men det er en kendsgerning, at geder ikke er så gode indedyr som katte, og bekendtskabet med geden bliver både omkostningskrævende og skideballeudløsende. Oven i købet er der problemet med kæresten Alex fra Paris. Hvad er det med ham og hans mobiltelefon, og hvorfor sidder han hele tiden og laver matematik sammen med en pige?

Sød bog med søde illustrationer, søde børn og nuttede problemdyr. Samt enkelte problematiske forhold, der forhindrer at læseren går i sukkerchok.

Lola er en sej pige – havde hun været ældre i litteraturen, kunne hun have kaldt sig Heidi, Anne fra Grønnebakken, Grynet. Så det er lidt gammel vin på nye flasker, men det betyder bestemt ikke, at den ikke kan drikkes.

Isabel Abedi
Lola Løvehjerte
Oversat af Birgit Fuglsang
Illustrationer af Dagmar Henze
240 sider
Turbine
Udgivet: 27.05.2011
Birte Strandby