Lola er med sin familie flyttet til Danmark fra Afrika. Lola prøver at falde til i klassen med varierende held, og især klassekammeraten Camilla ser sig virkelig sur på Lola. På hjemmebane er Lolas lillebror alvorligt syg, og forældrene tilbringer på skift deres tid på sygehuset.

På grund af en lidt for hurtig sælger kommer Lola i økonomisk uføre og må skaffe sig arbejde for at kunne dække den pludselige udgift, inden forældrene opdager miseren. I skolen har hun det svært med Camillas gennemtænkte mobbetiltag, og fremtiden ser skummel ud, indtil hun finder det meget specielle kalejdoskop og møder en gammel heks der hjælper hende med at tolke kalejdoskopets meddelelser.

Det er en sand udviklingsroman for unge, Lola vokser og bliver i stand til at få et køligt overblik i løbet af de sidste siders voldsomme dramatik, der omfatter både eksplosioner og eftersøgning efter et bortløbet barn.

Handlingen går dels på venskaber, uvenskaber og på noget der ligner en mellemting mellem pre-pubertær bitching og ren terrorisme. Ekstra kolorit giver Lolas gode ven, Vik, der har asperger og evnen til at udfordre egen intelligens. Skønt han pr. definition ikke forstår metaforer, går han modigt i gang med at udforske sprogets betydning for virkelighedsopfattelsen og begrebet ’motiveret perception’, og han kan for en stor del takkes for Lolas nye modenhed.

Der er en lidt ustabil balance mellem virkelighed og fantasi, når forfatteren på den ene side omtaler en anbefaling af Ina Bruhns ’Min fucking familie’ på boggnasker.dk og på den anden side skaber nye stednavne og afvigende personligheder som Camilla og Maria.

Janne Hejgaard

286 sider

Forlaget Klim

Udgivet: 2012

Ungdomsroman fra 11+

I samme serie: Lola og retfærdighedens bog