Som i filmen Udflugt med døden med Burt Reynolds handler det om drengerøve i voksenudgaver der tager på weekend væk fra familien. Miniferien står på mandehørm med dertilhørende fantastiske bøffer, god rødvin – og som aftenens særlige indslag: En stripper med et betagende brystmål. Senere på aftenen viser det sig, at hun sælger andet end strip. Men næste morgen er hun død. Har hun taget stoffer, eller er en gutterne faktisk morder?

Romanen, som hele tiden balancerer på grænsen til krimien, tegner komplekse portrætter af de fem mænd og deres sammenhold, deres loge. Lars er stor og dominerende. Det er ham der står for leje af sommerhus, indkøb af forplejning og stripper, og han holder sig heller ikke tilbage for at latterliggøre vennerne – især Kim, men efter dødsfaldet – mordet? – er der andre der tager over.

De fem kan ikke rigtigt finde ud af, om de vil kontakte politiet. Hvis nu en af dem er morder? Hvad vil historien betyde for forholdet til kæresten og konen? I første omgang bliver de enige om, at der er behov for at flytte liget fra sommerhuset til et mere diskret sted. Under flytningen får de besøg af udlejeren og hendes datter. Situationen udvikler sig uforudsigeligt og komplekst, og de fem mænd udvikler nye, overraskende sider af sig selv. Hvad der begyndte med et dødsfald bliver til mord og aftalte forklaringer der skal ofre en af fællesskabet. Men måske er der alligevel et vidne.

Synsvinklen skifter mellem samtlige karakterer, og det kan godt forvirre, karaktertegningen er kun nogenlunde troværdig. Til gengæld er brugen af krimielementer interessant.

Thomas Klimek

244 sider
mellemgaard
Udgivet: 04.07.2014