Der er ikke mange science thrillere fra danske forfattere, men ‘Livets brud’ er en af slagsen. Hovedpersonen, Bernhard, er pensioneret fysiker. Han bor stille og roligt i Herlev med sin kone Vilja, der er vildt optaget af at planlægge deres forestående guldbryllup.
Da han en morgen går forbi deres bedste venners rækkehus, er det sunket sammen. Uden varsel og uden at beskadige de tilstødende huse, har Bertil og Tennas hus lagt sig ned, og Tenna er blevet mast under ulykken.

Om natten har Bernhard en drøm (eller et syn), hvor Tenna viser sig for ham og advarer om, at der findes huse som er angrebet af ’sot’ og derfor styrter sammen.

Bernhard begynder at undersøge sagen på bibliotekets pc’er og finder ud af, at der er sket en række lignende, uforklarlige ulykker over hele verden. En yngre kvinde, han møder på biblioteket, hjælper ham med søgningen, men Bernhard når ikke frem til den rationelle forklaring på problemet, han forventede.

I stedet træder sig et stadig tydeligere spor frem, der tyder på, at husene på en eller anden måde bliver negativt påvirket af tanker om mord, selvmord og selvdestruktive tanker – og af poltergejster og spøgelser. Den gode fysikdoktor er ikke spor begejstret for sine opdagelser og formodninger, der åbenbart deles af forskellige videnskabsmænd, hvis artikler han finder på nettet, men der er ingen andre forklaringer på at solide stenhuse styrter sammen som ramt af en akut form for metaltræthedslignende fænomen
Samtidig sker der flere og flere mystiske og overnaturlige fænomener omkring ham og til. Og så får uhyggeskruen en tand til.
’Livets brud’ har et spændende og interessant plot og en speciel hovedperson med den 73-årlige fysiker, men er med sin megen snak om kultur, fysik og metafysik nok mest for fans af science fiction og spøgelseshistorier – og så går tingene åbenbart ikke så hurtigt i den alder.

Livets brud
Forfatter: Palle Vibe
240 sider, 199,95 kr.
Forlaget Fahrenheit
Jan Vandall/bogvægten.dk