172 dage bruger Liv på at komme sig over Mikkels exit. Efter fem år som kærester meddeler Mikkel, at han har brug for alenetid. Det er et chok for Liv der troede, hun havde fundet manden i sit liv, faren til de børn hun ønskede sig.

Det er ikke tilfældet, og en smadret Liv må ud på dating igen. Det er svært at finde en der matcher perfekte Mikkel, men Liv prøver sig frem. Går det skidt med kæresterne, er det til gengæld helt fint med veninder og søsteren Linnea der får hevet Liv med på roadtrip til Yosemite og Las Vegas.

Der er ikke den store nyhed i en roman om en kvinde der bliver forladt og med veninders hjælp kommer videre i livet. At hun skriver en ‘lykkeliste’ med ting hun skal gøre, kan næppe heller chokere tilhængere af Nynne, Bridget og alle de andre. Alligevel er det en udmærket roman, og det er let at relatere til presset fra de sociale medier, som når Liv søger: Den slags perfekte liv, der boede i Saras telefon … Eller hun beslutter: Jeg ville være til stede, når det igen blev min tur. Ideallivet findes på Facebook og Instagram, og den første tid stalker hun Mikkel for at se, hvem han liker, og hvem der liker ham.

Et andet pres kommer fra familien, da hendes to år ældre kusine dukker op med kæreste og scanningsbillede af den ventede baby. Opmærksomheden fanges også af de mange kager og de hyppige beskrivelser af karakterernes udseende.

Ikke de store overraskelser men ok læsning.

Tine Torp Thorlin

#Liv

361 sider

byens forlag

Udgivet: 2018

Birte Strandby