Det mest bemærkelsesværdige ved Linse er hendes bryster. Specialbyggede og Skandinaviens største. Der er også en del andet på Linse, der ikke er en gave fra naturen men derimod indkøb hos kirurgen, som angivet i denne hyppige udveksling med fotografer:

Bare se helt naturlig ud.

Hvordan fanden skal jeg bære mig ad med det, når alt på mig er unaturligt?

For Linse er det blevet et kronisk behov at pynte på naturen. Der er hele tiden noget, der kan forbedres, og i løbet af bogen kommenteres også udviklingen indenfor diverse kirurgisk omrykningsarbejde og forskellige kirurger med mod på denne type operative indgreb.

Trods de næsten 400 sider er det ikke helt indlysende, hvad præcist der driver Linse. Men det bliver klart, at hendes holdninger og miljø afviger fra standarden. Hendes far udvandrede fra familielivet, da hun var en lille pige, og barnet kunne jævnligt hente penge til aftensmåltidet nede på værtshuset, hvor moren sad. Linse boede dels hos moren på Islands Brygge og dels hos en plejefamilie i Albertslund.

Sammen med sin første store kærlighed smugler hun hash og de ender med at få en fængselsstraf, halvandet år for Linses vedkommende. Der kommer senere et barn ind i Linses tilværelse, og der kommer andre kærester:

Han var en lille, massiv kampmaskine

Linse foretrækker mænd der kan slås og hylder et liv, hvor udseende, vold og kriminalitet er praktiske prioriteter.

Et mordforsøg der skulle have været en skræmmekampagne ender med at blive et mord.

Bogen holder et livligt tempo, og Linse er en energisk og ufortrøden tilhænger af usædvanlige moralske afvejninger.

Linse Kessler i samarbejde med Michael Holbek

392 sider

Ekstra Bladets Forlag

Udgivet: 2014
Selvbiografi
Birte Strandby