Morten Dürr har atter udgivet en børnebog om aktuelle problemer (tidligere udgivelser: Slip aldrig Samiras hånd om flygtninge og bøger om mobning og sorg). Denne gang handler det om Lines far, der drikker for mange øller. Det giver en plads i Lines egen rekordbog, hvor også verdens mest stinkende rotter og verdens rødeste roser er medtaget. Lines far prøver at slå sin egen rekord, men kører galt og Line kommer til skade. Da Line møder sin far næste gang, prøver at han slå sin egen rekord i dage uden øl, og det ser ud til at lykkes.
10-årige Line er hjerteskærende naiv i sin opfattelse af verden og sin tillid til faren. Hendes far er til gengæld mere end almindelig stakkels, men heldigvis ikke typen, der bliver hverken dummere eller ondere under spritindtagelsen. Lines eget problem er ikke farens drikkeri, men følelsen af at være skyld i de medfølgende vanskeligheder.
Det er ifølge forfatteren hensigten, at bogen dels skal fratage barnet noget af den skyld, der følger med, når en forældre svigter og dels fortælle, at der er mulighed for hjælp. At det ikke er barnets skyld demonstrerer bogen tydeligt. Set i forældreperspektiv er Lines rekordbog til gengæld en rigtig tåreperser med sin uhyggeligt indlysende fremstilling af barnets utrolige tillid til den forældre, der hele tiden balancerer på kanten af totalt omsorgssvigt.
Illustrationerne er farverige og glade, og det kan nok være nødvendigt i de dybt rørende tekstmæssige omgivelser. En logisk og fornuftig bog for børn, men hård kost for forældre, også selvom det eventuelle svigt måtte være mere begrænset.
Lines rekordbog
Forfatter: Morten Dürr
Illustreret af Mårdøn Smet
48 sider
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 28.08.2009
Birte Strandby