En billedbog til de yngste om Lille Trold der gerne vil bage en kage til sine forældre. Det går ikke så godt. Lille Trold har aldrig før prøvet at bage, han kan ikke læse opskriften, han er relativt ukritisk i sit valg af ingredienser, og så er han ikke den type der holder øje med bagningen i ovnen. Så hvad kan gå galt? Heldigvis er hans forældre af den pædagogiske og meget tilgivende slags, der kan se de gode hensigter i projektet. Eller måske er trolde bare ikke så sarte:
Mor giver ham et kys og se, hvad hun har smurt.
Tre honningmadder med troldeurt.
Far griner, så maven den hopper lidt:
‘Du er vores egen lille kagebagerbandit.’
Bogen er gennemillustreret, og tegningerne supplerer fint teksten, så man både kan se Lille Trolds kamp med bogstaverne og de uhyrligheder han propper i dejen.
Lille Trold ligner ikke den standardiserede udgave af trolde. Han er hvid – nøgen? – uden troldes sædvanlige pels, og så har han lyserød snude og ører. Han er nærmest lidt nuttet. Det samme gælder ikke for hans far, der mere nærmer sig de troldetyper, vi kender fra andre eventyr og Harry Potter.
Teksten er skrevet i enkle rim, ordforrådet er simpelt og let forståeligt, og universet – far, mor, barn og en hund/rotte i et almindeligt hjem med ovn, køleskab, opskriftsbog, vaskebalje – er velkendt for selv de mindste. At det så handler om trolde, og at de bor i en jordhøj og kan finde på at spise frøer falder lidt uden for standarden, uden at bogen bliver fremmedartet.
Lille Trold bager
Kirstine Lyngklip Svansø
28 sider
Vild Maskine
Udgivet: 10.08.2019
Birte Strandby