Tematisk har denne roman flere lighedspunkter med Peter Seebergs Fugls føde fra 1957: Hovedpersonen, Jakob, er forfatter med skriveblokering og dårlig økonomi.

Jakob lejer en skurevogn af en gammel bekendt, Niels, og sætter sig for at skrive en kulturhistorisk essaysamling med udgangspunkt i den tid, hvor han var ung. Og netop denne ungdom har han delt med Niels, som han dengang opfattede som den ypperste repræsentant for de høje idealer og manden der havde overblik og kunne gennemskue alt. Hvad han så end har kunnet bruge det til.
Nu viser det sig, at både Jakob og Niels er på lykkepiller, og hvis Jakob trods alt er anerkendt forfatter med jævn interesse for sine omgivelser, så er der ikke længere noget ved Niels, der antyder, at han engang var idealistisk banebryder. Selv hævder han, at det der skilte dem ud dengang var, at de ingen idealer havde. Det koster en del debatter og en del øl at holde liv i de gamle mænd, og resultatet er nedslående. Niels kommer til skade, fordi han insisterer på at fælde træer, mens han er påvirket at øl og pot, men Jakob kommer videre med sin forfattervirksomhed, omend med mere beskedne – måske mere reelle – ambitioner end da han indledte projektet.

Det er en stilfærdig roman, sproget er dagligdags, tilværelsen ordinær og trods de landlige omgivelser et trist billede af en grå motorvej på en regnvejrsdag.
De tre hovedpersoner, Niels, Jakob og Bodil, er klippet fra hverdagsmateriale, og romanen giver grund til at stille spørgsmålet om, hvad der sker med sindet, når man bliver ældre.

Peter H. Olesen
151 sider
byens forlag
Udgivet: 14.02.2013