Nigeria – landet der blandt søfolk var berygtet for professionelt sørøveri og bestikkelse for få år siden. Et omdømme der ignorerer, at der for eksempel er en middelklasse, der kæmper for en fornuftig tilværelse. I denne roman repræsenteret af Ifeoma, hovedpersonen Kambilis tante, der underviser på universitetet med det smukke motto: ’Til genoprettelse af menneskets værdighed’. Når der ellers er et universitet, når lektorerne ikke er arresteret eller flygtet til udlandet, og studenterne ikke gør oprør, fordi de ikke har haft vand i husene i en måned.

Kambili tilhører den privilegerede klasse. Hendes far ejer blandt andet en uafhængig avis og støtter rundhåndet det frie ord såvel som sine medarbejdere. På hjemmebanen opdrager han sin familie med en forbløffende handlings- og hjernelammende gudsfrygt, minutinddeler døgnet i faste aktiviteter og straffer hårdt for synd, et begreb han tolker meget bredt.
For femtenårige Kambili og hendes bror er det derfor et rent kulturchok at blive indlogeret hos tanten, der også er katolik men har valgt en mere godartet version.

Romanen handler om teenagerens brydning mellem en stærkt styrende autoritet og det frie om end langt fra uansvarlige liv, som tanten og hendes børn repræsenterer. Samtidigt er det et billede af Nigeria, om adfærd der belønnes den ene dag og straffes med fængsel og mord den næste.
Lidt træg begyndelse, men det er værd at læse videre: Fascinerende, forfærdelig og enestående historisk litteratur.
’De hvide missionærer kom med deres gud… Der havde samme farve som dem selv, tilbad ham på deres sprog og pakket ind i deres egne kasser. Nu, hvor vi sender deres gud tilbage til dem, burde vi så ikke i det mindste pakke ham om?’

Forfatter: Chimamanda Ngozi Adichie
Oversat af Lilian Kingo
296 sider
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 17.06.2009

Birte Strandby