Det første spørgsmål der melder sig er: Hvorfor er disse fire – Kierkegaard, Grundtvig, Nietzsche, Løgstrup – landet i samme bog? Hvad har de til fælles i forhold til andre eksistenstænkere, og kommer de overhovedet i nærheden af de samme emner? Og ja, det gør de. Det fastslår forfatteren allerede i indledningen – og i overskriften: Lidenskab for liv. Som Steffen Støvring skriver: med seismografisk følsomhed registrerer de misbrug af liv og manglende brug af livsmuligheder. Dette er det fælles omdrejningspunkt ved gennemgangen af de fires liv og tænkning. Men man kan også pege på, at de alle jævnligt tages op i tidens debatter, at de har noget at sige til nutidsmennesket.

Hver af de fire eksistenstænkere tildeles et kapitel efterfulgt af relevante citater fra deres værker samt en tidstabel og en litteraturliste. Deres liv, deres tænkning og deres forhold til Gud og religion beskrives kort – og det der har særlig betydning trækkes frem. Hos Søren Kierkegaard får hans far således ekstra opmærksomhed på grund af dennes umiskendelige indflydelse på Kierkegaards tænkning. Hos Grundtvig undrer forfatteren sig over, hvor lidt denne interesserede sig for arbejderen. Det var bonden, der skulle befries og på højskole. Som Støvring bemærker, så viste Grundtvig kun en gang interesse for byproletariatet, og det var da han i rigsdagen stemte imod loven om fattighjælp, fordi fattighjælp ifølge Grundtvig ville indbyde til uselvstændighed og uvirksomhed.

Støvring lægger vægt på, at Grundtvig var nationalt sindet men ikke nationalistisk, at enhver skulle elske sit fædreland, sin kultur og sin historie for kun den rodfæstede kunne bygge solide broer til det internationale. I samme forbindelse fortæller Støvring, at Langt højere bjerge er udtryk for humor.

Der findes et liv efter musikken, men hvordan holder man det ud? (Nietzsche)

Nietzsche skiller sig ud af flere årsager. Dels på grund af sin erklæring om Guds død, men også hans opdeling af mennesker i slave- og herrementalitet og hans afvisning af medfølelse som negativ: medlidenhed udspringer af svaghed, selvbedrag og hykleri.

Det lykkelige menneske er en kriger. Han giver den slags velbefindende, som kræmmere, kristne, køer, kvinder, englændere og andre demokrater, drømmer om – et spark!

Intet under at nazisterne kunne bruge Nietzsches tanker. Hans filosofi gav rygdækning til meget som andre betegner som kriminelt. Det var ikke Nietzsches hensigt, om end han havde leveret arsenalet af ord: herrefolk, undermennesker, styrkens dyder.

Løgstrup taler ikke om overmennesker og undermennesker. Han erklærer os alle for indbyrdes forbundne og en del af en større helhed. Det stiller krav til det enkelte menneske, og Løgstrup er bestemt heller ikke mindre relevant i dag:

Videnskabelige resultater kan underminere vor tilværelse og alt liv på jorden.

Tilintetgøre naturen, som om det var lige meget, om den var til eller ej, er skamløshed.

I tiltagende grad rummer vores såkaldte civilisation klare vanvidstræk.

En enkel, levende og engageret indførsel i fire vigtige eksistenstænkere.

Steffen Støvring

234 sider

Akademisk Forlag

Udgivet: 2014