På den lille skotske ø Isle of Lewis har man fundet et lig i en mose. De lokale forventer, at retsmedicineren afslører det som et menneske fra den yngre stenalder. Stor er overraskelsen derfor, da liget, en ung mand, viser sig at have en tatovering af Elvis, og da han desuden er blevet brutalt dræbt, bliver det pludseligt til en kriminalsag.

Fin Macleod, som læseren kender fra Sorthuset, der også foregik på Isle of Lewis, er taget tilbage til sin hjem-ø efter en skilsmisse. Han har sagt sit job i politiet op, men inddrages alligevel i denne sag, der viser sig at vedrøre gamle bekendte. I hvert fald deler liget DNA med faren til hans tidligere kæreste.

Desværre er faren på vej ind i demensen og bidrager kun i små fragmenter til opklaringen, men med Fins stædighed og energi – og måske også interessen for den tidligere kæreste – lykkes det at samle flere brikker og gendanne nogle ualmindeligt frastødende klip både fra skotske børnehjem og fra den gamle mordsag.

Som i Sorthuset er undersøgelserne grundige og langsomt fremadskridende, mens slutningen bliver uventet og voldsomt dramatisk. 

Fin har flere løse ender på Isle of Lewis, og der er flere opgør undervejs, omend de ikke alle er livsfarlige.

Lewismanden er en speciel og dygtigt opbygget krimi, en ufrasiglæggelig af slagsen, der udover krimielementet har autentiske beskrivelser af mennesker og livet på en lille forblæst skotsk ø. Religionen har en helt særlig betydning, uanset om det handler handler om presbyterianere eller katolikker, og det gæliske sprog er vigtigt ikke mindst som protestsignal.

Lewismanden

Peter May

Oversat af Ninna Brenøe

382 sider

Gyldendal

Udgivet: 05.01.2023

Birte Strandby