Hvad er meningen med livet, og hvad har EUs tredje postdirektiv med det at gøre?

Fortælleren Ellinor, som vi først får navn på sidst i romanen, har sammen med Rolf og Dag et lille kommunikationsrådgivningsfirma. En dag rejser Dag sin vej, og senere begår han selvmord. Ellinor fortsætter med sit liv, men noget er galt. Hun laver sære sproglige fejl i sine tekster: sandaler blev til skandaler, idealist til nihilist, forgænger til fodgænger, og forholdet til kæresten Stein er hot som en betonblok på en regnvejrsdag, og hun synes, at det er synd for kærestens lille søn, at han skal være sammen med Stein hele tiden.

Ellinor grubler meget over Dags død og sit eget liv, der forekommer hende næsten ligegyldigt. Det kommer blandt andet til udtryk under Dags begravelse:

En trompet spille noget genkendeligt. Præsten sagde noget genkendeligt, vi skulle synge, og de pligtopfyldende nynnede.

Ligegyldigheden sniger sig også ind i forholdet til familien og især i forholdet til kæresten:

At være sammen med en der troede på eventyr, ville være uhæderligt, for vedkommende ville blive skuffet.

Ellinor savner det, hun kalder evnen til ukompliceret samvær, indtil hun under et seminar ser lyset, da hun skal opfordre postbudene til at gøre oprør mod postdirektivet. Så har hun en mission, og er pludselig i stand til at fortolke postdirektivets effekter, så det bliver en sand opvisning i gode kommunikationsprocesser.

Romanen er længe om at komme op i omdrejninger, eller også er den specielle humor svær at fange, men historien vinder ved nærmere bekendtskab, og slutningen er over al måde smuk.
Vigdis Hjorth

Oversat af Lene Schiøtt
196 sider
Turbine
Udgivet: 23.09.2014

Birte Strandby