Agatha Christie har ikke levet forgæves, og hendes krimier har har dannet skole for mange efterfølgende krimiforfattere. Således også i Leg med døden, der har alle de rigtige ingredienser, så læseren bare er nødt til at fortsætte til den bitre – og overraskende – slutning. Sædvanligvis samlede Poirot og Miss Marple kun persongalleriet en gang i slutningen af hver krimi, men her samles personerne utallige gange, uden at man kommer opklaringen nærmere.

Jemma er relativt nygift og inviteres sammen med sin ægtefælle til bryllup hos en af hans gamle venner, Lucas. De ankommer til vennens kæmpehus, hvor de også skal bo et par dage og blandt andet deltage i middagen aftenen før brylluppet. Med til festlighederne er andre gamle venner og brudgommens søster. Hun er en tragisk skikkelse, der har haft en frygtelig oplevelse som barn. Det varer meget længe, før læseren finder ud af, hvad det er hun har været udsat for. Jemma føler sympati for den unge pige, men får ikke rigtigt talt med hende. Og næste morgen er det for sent!

Nøjagtig et år senere bliver Jemma og hendes mand igen inviteret til at besøge Lucas og hans kone. Det er ikke alene på datoen for søsterens død, det er også nøjagtigt de samme mennesker, og værten har en forventning om, at de også skal iføre sig samme tøj og opføre sig på samme måde som sidst. Og så vælter det ellers frem med hemmeligheder, politiet flytter næsten ind i huset, og kvinder forsvinder.

Sproget er roligt, langsomt på sine steder, og nogle gange er det næsten for meget med alle de indtryk vi får beskrevet, mens vi afventer nye afsløringer, men ide og plot fungerer glimrende.

En Stephanie King-krimi i lighed med sidste års krimi Drevet til mord.

Leg med døden

Rachel Abbott

Oversat af Nanna Lund

379 sider

Gads Forlag

Udgivet: 16.04.2020

Birte Strandby