Om denne sære og uhyggelige roman skriver forfatteren, at den er inspireret af blandt andre Voltaire, Diderot og de to eventyrforfattere von Münchhausen og E.T.A. Hoffman. Men når man indleder læsningen lugter det mest af Poe og Lovecraft eller måske ligefrem af mystikken fra Ann Radcliffes gotiske romaner, selv om sproget er blevet betydeligt mere bramfrit de sidste par hundreder år.

Ellers begynder det med en rejse: Tre unge mænd, hovedpersonen der er franskmand, krydderihandlerens søn og manden fra Rouen, også kaldet Filosoffen, opholder sig i Calais i maj 1749. Her er de tæt på at blive shanghajet, men det ender med, at kun krydderihandlerens søn bortføres.

Filosoffen og vores hovedperson drager væk fra det epidemiramte Frankrig for nordpå ved Køge Bugt at mødes med hovedpersonens kommende brud. Hun er ikke særligt tiltrækkende, men skønt ramt på sin æstetiske sans forbereder hovedpersonen sig til bryllup, og imens fortæller den kommende svigerfar om mærkelige skabninger der bor på bunden af hans kobberminer; herfra bliver romanen stadigt mere uhyggelig og fremviser sære skabninger og underjordiske bordeller, hvor de prostitueredes spædbørn hænger i svøb på væggen, så de ikke er i vejen for mødrenes aktiviteter. Hele romanen er ren mystik og drama.

I modsætning til standardkrimien men i fin lighed med gotikmesteren Ann Radcliffes værker er det ikke alle løse ender der er klar til sammenbinding til sidst, og bagefter sidder man måske og tænker: Hvad var det? I lighed med samme Radcliffe hersker der mørke i det meste af romanen, en enkelt sarkofag er der også, og så er der naturligvis mord.
Robert Zola Christensen

130 sider
Gyldendal
Udgivet: 01.04.2016