Det er sværere at give sin hest klare signaler end man lige skulle tro, når det kommer til ridning, træning og ikke mindst tilridning af sin hest. Årsagen til dette ligger ikke kun i at dette kræver en finpudset kropsbevidsthed hos én selv, men også at det kræver en stor forståelse for hestens anatomi, biomekanik og kropssprog, som er fuldstændigt anderledes end menneskets. Dertil kommer at heste ikke har et sprog og derfor kommunikerer med andre heste – og med mennesker – igennem kropssproget alene.

Heike Wilde har en meget stor erfaring, hun er uddannet bredt i sundhedsfremmende træning af heste og i at anvise ryttere hvordan de kan bruge deres hjælpere. Hendes mål er at rytteren skal kunne håndtere og ride hesten for små signaler og hun sætter hestens sundhed i højsædet, at hesten lærer at bruge sig på en optimal måde.

Bogen gennemgår hvordan man kan kommunikere med heste,  forskellige hestetyper, hvordan man opbygger respekt og tillid, hvilke hjælpemidler der kan tages i anvendelse,  og hvordan man i praksis kan agere i mødet med sin hest, også når man vil forberede unghesten til ridning. Der er endvidere kapitler om rytterens indvirkning i opstilling og ridning, planlægning af træningen, samt lidt om trailerlæsning og konfliktadfærd.

Bogens helt store force er en indgående vidensdeling om kontakt, anatomi og biomekanik, også for ekvipagen i bevægelse, som er så dybtgående at man godt kan blive helt forpustet over det indblik og overblik forfatteren præsentere. Til støtte for at forklare dette er nogle fantastisk flotte illustrationer, både er der fotos som er skønne at se på, men der er også lavet illustrerende tegninger, som forbindes meget præcist med teksten og som virkelig understøtter forståelsen af mange fænomener, som ellers kunne være svære at forklare. Stor cadeau til opsætningen af bogen, hvor alle fotos og tegninger bringes i tilpas størrelse og kvalitet til at læseren kan bruge informationen og med helt relevant indhold.

Indholdet på tekstsiden i bogen er også relevant hele vejen igennem, sproget flyder godt og når man først er startet på bogen er det faktisk svært at lægge den fra sig igen, man får lyst til at læse den til ende. Det giver en rar følelse ved læsning af bogen at forfatteren gennemgående viser en stor omsorg og empatisk forståelse for hvad vi egentlig byder hestene og grundigt tager stilling til detaljernes betydning i dette, både hvad angår fysiske og psykiske indvirkninger, og kombineret med en imponerende stor viden, som deles generøst ud til læseren. Redigeringen af bogen virker nogle gange lidt rodet og man får fornemmelsen af at springe lidt fra tue til tue i blandt. Men det gør ikke noget, når det gøres i så god stil, som det gøres her.

Bogen er relevant for alle, der interesserer sig for heste og ridning, ikke mindst er den super relevant for dem der arbejder med træning og tilridning af heste – i alle racer. Det er en meget givende og flot bog, tak for den.

Lær at give din hest klare signaler

Heike Wilde

182 sider

Wilde Horse Communication

2017

Gitte Sander