Trine D. Petersen er med egne ord ‘professionel patient’ med diagnosen selvskade og borderline. Det første møde med hende finder sted, da hun har sat ild til gardinerne på den institution, hvor hun bor og efterfølgende har lagt sig ud på en trafikeret vej. Trine fortæller selv om sine følelser og indtryk, og det er nok så interessant at høre nærmere om, hvordan vores samfund tager sig af psykisk sårbare mennesker. Desværre beretter forfatteren distanceret om op- og nedture, og man formår som læser ikke helt at sætte sig ind i hverken tankegang eller miljø.

Trine fortæller om sin behandlingsdom, sit ophold på lukkede institutioner og sin kæreste Thomas, der også er psykisk sårbar. Trine finder det belastende, at alle vigtige spørgsmål om hendes liv foregår på en månedlig konference, hvor hun ikke selv har adgang. Hvem ville ikke det?

Hvis Trine ønsker mere tid sammen med Thomas, skal hun søge, og da hun kommer i kontakt med en journalist der vil hjælpe hende med at udgive en bog, skal hun søge om det. Hun har selv tidligere søgt om at komme under værgemål, og det betyder, at enhver beslutning om hendes økonomi – som det at bruge 7.000 kr. på udgivelsen af en bog, er noget der skal søges om og behandles på konferencen.

Trine har sommetider et forbløffende overblik og beslutter at se på det positive i tilværelsen, gå ind for sund kost og afreagere i fitnesscentret. Andre gange ser det anderledes ud:

Jeg havde haft nogle tanker om at sætte ild til noget, …

En flytning truer den skrøbelige harmoni, og Trine er forvirret, bange og utryg. Hun har desuden en skræk for at blive udskrevet for tidligt og et lidet misundelsesværdigt forhold til sine medmennesker:

Jeg har altid været skræmt ved for tætte relationer til ikke-professionelle.

Trine D. Petersen

Længslernes fængsel

94 sider

mellemgaard

Udgivet: 2017

Birte Strandby