Faye hedder vores hovedperson. Hun er fraskilt forfatter på vej til et litterært arrangement, og det er stort set, hvad vi ved om hende.

I flyet kommer hun til at sidde ved siden af en meget langbenet mand der til stewardessens misfornøjelse uafladeligt falder i søvn med sine lange ben ude på den smalle gang. Fayes helt store talent er, at folk hun møder næsten pr. automatik fortæller hende deres livshistorie. Den langbenede mand fortæller om sit arbejde, sin selvpensionering i en alder af 46, sin søn, sin sære datter, der i sin barndom kunne finde på at løbe skrigende ud af et rum, hvis gæster bruge ord, hun ikke kunne lide. Han fortæller også om sin elskede hund, om dens opførsel og om dens endeligt.

Og sådan går det, hver gang Faye møder nogen, forlæggeren, en forfatterkollega der har været på et skriverefugium hos en grevinde, der gerne ville omgive sig med unge mandlige talenter. Alle har en fortælling til Faye.

Forlæggeren fortæller om sit forhold til litteraturen og om at udgive sudoku. Forlagets populære forfattere protesterer over forlagets valg, men de mindre populære forfattere kan glæde sig over, at sudokuen kan indbringe så meget, at de også kan blive udgivet.

Andre forfattere kommer på banen med andre historier til Faye, vigtige fortællinger om deres liv, og hvordan de oplever ægteskab, skilsmisse og børn – eller det at blive sammen af pligt, fordi ægtefællen er syg. Det er livsfortællinger leveret smukt og flydende. Man kan ikke rigtigt høre forskel på personerne, måske fordi de fleste af dem er forfattere med afsæt i middelklassen, men de er værd at høre på.

Kudos er den tredje roman i en trilogi af stærk, nytænkt litteratur.

Det vidnede om svaghed at se litteraturen som noget skrøbeligt der skulle forsvares …

Kudos

Rachel Cusk

Oversat af Annelise Schønnemann

251 sider

Rosinante

Udgivet: 03.03.2020

Birte Strandby