Om hvad kriser gør ved et samfund, og hvad vi kan bruge det til.

Kriser kan være det der modner mennesker, og det kan også være det der skaber mulighederne for forandringer i et samfund.

Vores samfund er blevet meget komplekst, og det er måske derfor, det er så vanskeligt virkeligt at ændre noget. De fleste af os vil gerne havde miljø og mere natur, gøre en indsats i klimakampen, men det er næsten umuligt at komme fri af hverdagens centrifuge, der er indrettet, så vi presses til bilkørsel og anden klimafjendtlig adfærd. 

Klimakrisen – og andre kriser – bliver til en strid mellem alarmister og normalister. Alarmister er dem der mener, at statens magt skal mobiliseres og anvendes på nye måder, og normalister holder fast ved de sædvanlige procedurer inden for den sædvanlige lovgivning. Og med normalister i overtal sker ændringer med uendeligt små skridt.

Coronakrisen viser mere end nogen anden krise, hvordan kriser kan tackles, hvordan staterne kan droppe den sædvanlige krisestyring baseret på sektor-, nærheds- og lighedsprincipper og beslutte sig for en stærkere politisk styring, som vi har set det ved nedlukningen af verden. Her var det ikke globale, overstatslige løsninger, der fik effekt, men den lokale, nationale tackling af krisen.

Forfatteren beskriver minutiøst, hvordan coronakrisen tackles i Danmark, hvor fagfolkene kom til orde, og hvor politikerne overstyrede.

Coronaens pris er angiveligt høj, men det står nu også klart, hvor meget vi betaler for vores normale samfund i form af forurenede byer, håbløs trafik, psykiske problemer og andet. En (uventet?) sideeffekt af coronakrisen har været, at 90 % færre børn er blevet født ekstremt for tidligt. Lægerne mener, at det var den dramatiske omlægning af hverdagslivet der var årsagen. Vi dyrker systemer der hverken passer på mennesker eller planeten.

Nu har coronakrisen vist os, at tingene kan være anderledes. Måske kan vi bruge denne ny viden til at ændre på vores samfund, gøre en indsats på klimaområdet, selvom horisonten her er længere end coronaens.

Forfatteren inddrager mange teoretikere fra Marx og Carl Schmitt til Milton Friedman – og referencer fra Madame Nielsen, Naomi Klein samt zombie- og katastrofefilm. Især det sidste giver fin kontakt til den læser, der måtte finde beskrivelserne af kriseberedskab og coronastyringen lidt omstændelig.

Krisesamfundet

Mikkel Vedby Rasmussen

214 sider

Informations Forlag

Udgivet: 09.02.2021

Birte Strandby