Krimimesse i Horsens søndag den 13. marts

I Snedkeriet blev Gretelise Holm, Agnete Friis, Lars Kjædegaard og Steen Langstrup interviewet af Lene Kaaberbøl om Skyggen af Sadd 2. Sten Langstrup ledede processen, omtalte ydmygt egne begrænsninger og forventede, at hans medforfattere bredte sig talentfuldt over 50 sider efter en halv sides oplæg om den person, de skulle arbejde med. De tre medforfattere havde kun roser til overs for Langstrups ledelse, og Lars Kjædegaards forståelse for opgaven: hvis den bliver stillet af nogen man holder af udløste et kollektivt nååå. Agnete Friis leverede som den eneste en enkelt uskyldig stemme, en slags udvortes samvittighed i et ellers sort univers.

Clare Mackintosh blev interviewet af Diana Bach om den glimrende og nyligt udgivne Jeg lader dig gå.

Mackintosh har en fortid som betjent og som inspector og riot commander, som hun selv sagde for hold med: shields, helmets and sticks – af den type der rykker ud ved demonstrationer og fodboldkampe.

I forbindelse med dette job har hustruvold været hyppigt, og Mackintosh nævnte en ung pige på 17 med baby, der svingede mellem: Ja, nu flytter jeg på et hjem for voldsramte kvinder og Men vi elsker jo hinanden.

Mackintosh beskrev hustruvold som kompliceret, fordi den også rammer højt begavede kvinder, og fordi det altid omfatter en psykisk side, hvor kvinden gøres afhængig og selvstændigheden nedbrydes.
Clare Mackintosh gik meget op i sit arbejde, og fik på et tidspunkt en fantastisk evaluering fra kolleger og underordnede i politiet. Stolt over meldingerne præsenterede hun ægtefællen for den rosende evaluering, hvortil han udbrød: This is great. Who is this woman? Og således opdagede hun, at familien hang på den bad-tempered hustru og mor, hvorefter hun sagde farvel til jobbet og gik over til at skrive på fuld tid.

Det viste sig i øvrigt umuligt at tale om thrilleren uden at spoile, hvad der også til en vis grad lykkedes for intervieweren.

I trykkeriet blev forfatteren Mai Jia interviewet, og her var en tolk med for at formidle Mai Jias kinesiske, se billedet.

Mai Jia har skrevet den specielle og fremragende roman Afkodet. For en dansker at se er der ikke meget samfundskritik i værket, alligevel fik Mai Jia 17 afslag, før romanen blev antaget. Mai Jia fortsætter forfatterkarrieren men den næste bog kommer til at handle om hans barndom og ungdom.

Om det skyldtes kommunikationens ekstra led med tolken, eller der var uoverensstemmelse på bølgelængderne er ikke helt klart, men den store sandhed om en meget spændende roman nåede ikke rigtigt frem til publikum.

I Snedkeriet indtog retsmediciner Jørgen Lange Thomsen podiet med en udredning om DNA, omfattende hvordan prøverne foretages, den omhu hvormed man foretager dem, og hvordan sammenligninger begås, så enhver DNA-dokumentation der ender i retten er dobbelttjekket. Thomsen talte også om sporregister, og sandsynligheden for at alle danskere er med i DNA-registeret. Ydermere nævntes muligheden for at have en kimære og dermed to DNA’er. Et fænomen som blandt andre Patrica Cornwall har anvendt i en krimi. DNA er godkendt som bevismateriale i retssager, men må aldrig være det eneste bevis.

Efter retsmedicineren kom – naturligvis? – anklageren. Anne Birgitte Stürup fortalte engageret om samfundets retsbevidsthed der har ændret sig siden 1972, hvor en voldtægt ofte blev udlagt som forårsaget af kvinden, fordi hun havde været udfordrende klædt, fordi hun havde opført sig indladende – til i dag, hvor der er mulighed for hjælp og omsorg til voldtægtsofre: Advokat, psykolog, læge,

Med udgangspunkt i mulighederne for at bruge DNA i bevisførelsen gennemgik Stürup sagen om Amagermanden, der var morder og voldtægtsmand.

Mord og voldtægter finder sted over en 23 år lang periode, og DNA-prøver ender med at blive afgørende. Udover DNA’en som man altså ikke har noget match til de første mange år, så er blandt andet en 23-årig sygeplejerske, der blev voldtaget på sit kollegium med til at beskrive ham – ikke ansigtet for hun får en hætte over hovedet, men højde og drøjde, påklædning.

På et tidspunkt går man til offentligheden for at få flere oplysninger. Ikke mindre end 500 angives, og man kommer frem til 114 mulige gerningsmænd. De afgiver alle med stor villighed en DNA-prøve. Måske fordi alternativet er en anholdelse og en køretur til stationen, hvor de under alle omstændigheder ville skulle afgive DNA.

I forbindelse med opfordringen til offentligheden beretter en kvindelig arbejdskammerat til Amagermanden, at han kørte hende hjem om morgenen, hvor han et kvarter senere begyndte sin voldtægt af sygeplejersken. Arbejdskammeraten kunne huske det præcist, fordi hun efterfølgende hørte om voldtægten og var glad for, at Marcel havde kørt hende hjem.

Det var fint, at alle arrangementer var samlet i fængslet. Udstillerne var denne gang i Magasinet. Det var godt rent pladsmæssigt, men den megen uro forstyrrede jævnligt oplæg og foredrag på standene. Ellers var krimimessen som sædvanligt en uvurderlig oplevelse.

Birte Strandby