”Kort & Cool. Strambuks til Skribent og Skribente” er efterfølgeren til ”Fuck, en lækker røv!”, der udkom i 2015 og gav læserne en gedigen guide udi tegnsætning, retskrivning og kommatering med mere. Forfatteren Susanne Staun mestrer det danske sprog til fuldkommenhed og brænder for bibringe læseren de fornødne sproglige færdigheder.

I ”Fuck, en lækker røv!” fik læseren basisreglerne til korrekt dansk. Denne bog bygger videre på det, og sætter fokus på hvordan man luger ud i de klassiske fejl. Susanne Staun har hevet en række karakteristiske fejltyper frem. Det drejer sig blandt andet om præpositioner, billeder og lyde, forstærkerne, gentagelser, anglicismer og fejlagtige tegn.
”Kort & Cool” er uhøjtidelig og usystematisk i sin gennemgang af klassiske fejltyper. Susanne Staun ynder at fange læserens interesse ved provokationer og overdrivelser, men det virker i reglen. Man kan ikke andet end at skærpe opmærksomheden, når hun disker op med grelle eksempler på sproglige unoder. Måske er en af årsagerne, til at Susanne Staun har held med sit forehavende, at hun også er humoristisk og samtidig evner at udtrykke sig billedrigt. Det er aldrig kedeligt at læse om grammatik og sprogbrug, når Susanne Staun er ved roret. Der gives forholdsvis mange henvisninger til hendes første bog ”Fuck, en lækker røv!”

Susanne Staun skriver underholdende og letlæseligt, og hun gør det godt i rollen som krasbørstig sprogrøgter. Bogen er så afgjort lærerig. De pudsige, skøre og skæve eksempler hænger ved! Men er man på udkig efter en egentlig grammatisk gennemgang af godt sprog og klassiske fejltyper, vil jeg alligevel kigge andetsteds hen.

Susanne Staun

Gyldendal

104 sider

Udgivelsesdato: 08.04.2016

Anmeldt af Nønne Lønne Votborg