Danmark er som bekendt et samfund med stor tillid, nummer et hvad angår social tillid – 6,90 ud af 10 points – og nummer to (efter Island) når det handler om hjælpsomhed med en score på 7,22 ud af 10. Undersøgelserne omfatter Europa og Israel. De nordiske lande scorer alle ret højt på tillidskontoen.

For at forklare hvordan tilliden fungerer, benytter forfatterne begreberne hard-rider og easy-rider. Hard-riderne er dem der gør det, man forventer af dem. Dem der ikke kunne drømme om at lade andre trække læsset for dem a la Boxer fra Animal Farm, der er en hyppig reference i bogen. Der er mange hard-riders i Danmark. Det kan man blandt andet se på et blomstrende foreningsliv, foreningsbiografer, musikforeninger – og genbrugsbutikker. De er nu ikke nævnt i bogen, der fortrinsvis beskæftiger sig med tillid på arbejdspladsen.

Easy-riders er dem der snyder og gerne lader andre stå for det hårde arbejde. 

Med udgangspunkt i spilteori påviser forfatterne, hvordan balancen mellem hard-riders og easy-riders bør være, hvis samfundet skal fungere godt. Til skræk og advarsel trækkes det tidligere Sovjetunionen frem. Her var maksimal kontrol og ingen forudsigelighed, ingen selvbestemmelse og ingen tillid. Udover alle de menneskelige konsekvenser, som blandt andet Solsjenitsyn beskriver, så er kontrol også langt dyrere end tillid. Sovjetunionen brugte tidligere 25 % af bruttonationalproduktet på kontrol, de nordiske lande brugte 4 %.

Essensen er, at vores tillid både er vigtig og indbringende, og i bogen præsenteres tre virksomheder befolket med hard-riders, der nærmest udviser eksemplarisk tillid. Det er mindre virksomheder, hvor folk kender hinanden godt. Der er en basal tillid til, at de opgaver de andre udfører er i orden, og miljøet giver plads til, at alle kan bidrage med løsningsforslag.

Som en slags modsætning har forfatterene opdigtet tre institutioner, hvor easy-riders er med til at køre showet. Det er til gengæld ret gruopvækkende, den ene easy-rider er leder, magtmenneske og generelt uærlig. Det er spørgsmålet, om erhvervslivet kan præstere mange af den slags mennesker.

Og her ligger nok et af bogens problemer. Den er for unuanceret i sin fremstilling af easy-riders og hard-riders. Der står ganske vist, at de fleste viser tendenser i begge retninger, men hvor mange kan i virkeligheden slippe afsted med at læsse opgaverne over på kollegerne i lang tid?

Værre bliver det i afsnittet om de arbejdsløse. Der er en undersøgelse med 14 personer, fire hard-riders og 10 easy-riders. De er tilmeldt et vikarbureau, og de deltager i et kort interview. De fire hard-riders vil gerne have et arbejde hurtigt, og de 10 andre er mere nølende. To af dem er dog det der kaldes legitime easy-riders, det vil sige, at de har helbredsmæssige vanskeligheder og dermed ret til at være easy-riders. 

I forbindelse med interviewene er der en kort beskrivelse af personerne, og flere af easy-riderne beskrives som dovne, ligeglade. Det er hurtige konklusioner efter fem minutters interview og giver mindelser til Ole Birk Olesens Taberfabrikken, der også demonstrerer et ret negativt menneskesyn. Men er landets jobcentre altid den inspiration, de måske burde stræbe efter at være, og kan man gøre mere for motivationen?

Kontrol eller tillid? Er interessant læsning, og det slås heldigvis fast, at det kan betale sig at sætte tilliden først. Man kan undre sig over, at foreningslivet ikke er inddraget. Her kommer de alle, både hard-riders og easy-riders, og tager opgaver i det omfang de magter det. Det giver forskellige arbejdsbyrder, men det gør ikke tilliden mindre.

Kontrol eller tillid?

Hard-riding og easy-riding i velfærdssamfundet

Gunnar Lind Haase Svendsen, Urs Steiner Brandt, Gert Tinggaard Svendsen

192 sider

Akademisk Forlag

Udgivet: 2021

Birte Strandby