Roman om en af de stille eksistenser i den engelske kongerække: Anne Neville, datter af jarlen af Warwick, kongemageren.

Anne blev efter sin første ægtemands død gift med Richard – den senere Richard III, som især Shakespeares drama Richard III har gjort berømt eller snarere berygtet, dels fordi han ifølge Shakespeare skulle have dræbt sin afdøde storebrors, Edward den IVs, to sønner i Tower, og dels fordi han – stadigt ifølge Shakespeare – i det sidste slag i The War of the Roses på Bosworth Field var ophavsmand til det velkendte og desperate udråb: A horse! A horse, a kingdom for a horse! kort før han blev dræbt.

I sandhedens interesse skal nævnes, at Richard III muligvis ikke var morder. En engelsk krimiforfatter har senere beskrevet, hvorledes den efterfølgende konge Henry VII – gift med Richards niece – med langt større udbytte og sandsynlighed kunne have dræbt de to drenge, fordi hans ægteskab med deres søster efterfølgende ville give ham tronen.

Romanen finder sted 1464 – 1483 og beskriver malende, hvordan Anne og hendes storesøster Isabel er brikker i magtspillet – først for forældrene og siden for deres ægtefæller. Tilværelsen er omskiftelig, og man kan aldrig vide, hvornår man pludselig er dronningens fjende og uvenner med sin egen søster, eller hvornår ens barn løber en risiko for at blive forgivet, fordi det bliver opfattet som en trussel mod den siddende regent og dennes familie.
I dette skakspil er de to pigers eneste force muligheden for at føde sønner, og romanen fremstiller glimrende de intriger og kampe, der finder sted i det engelske aristokrati.

Kongemagerens datter
Philippa Gregory

Nina Bolt
432 sider
Cicero
Udgivet: 29.08.2013

Fås også som e-bog

Birte Strandby