Anette og Allan Holmgren har skrevet denne fine lille bog med undertitlen ”STAFET-modellen – en narrativ guide til bedre faglige samtaler”. Der er altså tale om en narrativ supervisionsmetode, som kolleger kan anvende til at blive klogere på sig selv, hinanden og given situation de står i, som af en eller anden grund udfordrer supervisanden.

STAFET henfører til samtalemodellens opbygning i: Situationen, Temaet, Anliggendet, Forskningsspørgsmålet, Erfaring, Transport. I grove træk kan man altså sige, at det, der tales om og spørges til, er først at afdække situationen, som supervisanden står i, finde det underliggende tema som supervisanden gerne vil have svar på, undersøge supervisandens anliggende, som er intentionen snarere end årsagsforklaringen. Herefter fastsætte et ’forskningsspørgsmål’, som man gerne vil udforske og spørge til supervisandens egne erfaringer, samt de øvrige kollegers erfaringer med det spørgsmål. Og slutteligt transportere samtalens indhold ud i fremtiden ved at trække det ud, som hver enkelt vil tage med sig fra samtalen.

Det er en meget velskrevet, tydelig og klar bog – og så er den hurtigt og nem at læse. Supervisionsformen egner sig godt til mange kollegiale sammenhænge, hvor man ikke ønsker at samtalerne bliver for personlige eller følelsesfokuserede, men først og fremmest ønsker faglig udvikling og sparring. Modellen kan bruges kollegialt og er således en lineær model, hvor alle deltagere så at sige er eksperter, også supervisanden selv, som blot bliver bevidst om det via den strukturerede model. Forfatterne betragter følelser som seismografer (jordskælvsmålere) for vores værdier og interesserer sig snarere for intentioner end for indre tilstande. Hvilket sammen med brugen af hele den kollegiale gruppes erfaringer, danner en fin modvægt til de individuelt fokuserede tilstandsrapporter der kan komme til at fylde for meget på en arbejdsplads. Hvor individet kan komme til at føle sig ene om sine oplevelser lægges der her op til en genspejling af fælles menneskelige temaer og værdier, samtidigt med at strukturen giver plads til forskelligheder og fælles refleksion. Desuden lægges der op til en struktureret bevidning af hinandens vigtige fortællinger og historier, der også er et af den narrative terapis fællesskabsbekræftende redskaber.

Når man går bort fra at fokusere på løsningen på problemet og fokusere på anliggendet og intentionen, samt begynder at forske i det, der tales om, sker der noget. En forskning som er lyttende til hver enkelts fortælling snarere end diskuterende, problemundersøgende snarere end problemløsende. Når man fokuserer på vejen fremfor på målet, bliver vejen til imens man går og det det handler om, når man er kørt fast i udfordringer er at få øje på et nyt skridt og hente modet til at afprøve en ny rute.

Der er mange guldkorn undervejs, både fra forfatterne selv og i citater. Hvis jeg skal nævne et af min yndlings er det denne sætning: ”Vi vil måske så gerne hjælpe andre, at vi sætter vores eget hjælper-, fikser-, og frelsergen højere end at lytte til de andre, til dem, hjælpen og behandlingen går ud over.” Det er da selverkendelseshumor på højt plan for enhver, der påtager sig en hjælperrolle.

Enhver i hjælperrolle har brug for supervision – og her præsenteres en forholdsvis enkel model og god struktur, som rigtig mange i social- og sundhedsvæsenet samt i undervisningssektoren helt sikkert vil kunne få nogle spænde faglige samtaler ud af. Kollegial supervision kan være meget givende og til alle der har et ønske om at udvikle dette kan det anbefales at læse bogen og måske sende kollegagruppen på et kursus i at anvende metoden. Ligesom bogen er selvskrevet læsestof til supervisorer.

’Stativ, stakit, kasket’ kan nu tilføres STAFET.

Kollegial sparring og supervision

STAFET-MODELLEN – en narrativ guide til bedre faglige samtaler

Anette Holmgren og Allan Holmgren

136 sider

Dispuks forlag

2017

Gitte Sander