Forfatteren Maria Helleberg har skrevet en dybt personlig fortælling om sin afdøde mand og deres kærlighed. ”Kold maj” er en autofiktiv roman om deres voksne kærlighedsmøde, parrets udfordringer og ikke mindst Jørns svære sygdomsforløb. Da han dør, styrter Marias verden i grus. 

Rammefortællingen er Jørns dødsfald. Herfra ser Maria tilbage på deres møde og de tyve år, de får sammen. De mødes tilfældigt en forårsdag på Rosenborg Slot. Maria deltager i et indslag, der filmes i relation til en ny udstilling om Struenses datter, hun netop har skrevet om. Jørn er besøgende. Han er også en entusiastisk læser af Marias bøger, og så forstår han at gøre kur!

De to oplever kærlighed ved første øjeblik. Sammen har de samtaler med stor dybde. De deler fantastiske oplevelser og pragtfuld erotik. Det føles skønt. Men når Maria tænker efter, er der noget der ikke stemmer! Jørn dækker over noget usagt, og han svarer ofte undvigende. De er fx altid hjemme hos hende. Han er tidligere søofficer og hjemmeværnsmand. Bag sit charmerende ydre gemmer han på et par store hemmeligheder. Tit kan Maria ikke få fat på ham i dagevis. Nølende lægger han kortene på bordet. Hun er forbilledligt god til at acceptere og tolererer dét, der for mange virker aparte. Alligevel forstår man tydeligt, at hun bliver slidt af samlivet. Nok har de det herligt. Men det er hele tiden en balanceakt. Hun tjener pengene og skal se til at tingene fungerer. Jørn er ikke i beskæftigelse og har ikke formue af nogen art. 

Båndet mellem dem er finurligt. De er nære på mange punkter. Alligevel ved hun, at der er ting hun ikke skal spørge ind til. Det passer ham ikke, at hun ses med sin nære ven Niels. Dét indretter hun sig i vidt omfang efter. Samtidig er hun bevidst om det unfair i hans krav. Hun må tillige bide i sig, at han holder hende hen i forhold til at flytte sammen. Til gengæld køber hun ny hund uden at orientere ham. Der foregår et til tider besynderligt spil mellem parret. Uagtet hvor spøjse tingene kan virke, så er det med til at underbygge følelsen af autenticitet i bogen. Mange af os genkender ægteskabets ulogiske pardans. 

Jørn er cirka ti år ældre end Maria, og snart halter helbredet. Han passer ikke på sig selv. I starten af bogen hentes Jørn af en ambulance. Han er blevet tiltagende dårligere, og døjer blandt andet med en betændelsestilstand i fødderne. Lægerne vælger at amputere det ene ben delvist. Efterfølgende er Maria løsningsorienteret. Hun planlægger fremtiden og researcher på kørestol, trappelift og andre hjælpemidler. Jørn er nærmest frosset til is. Efter hospitalsindlæggelsen er han sendt videre til genoptræningsstedet Skovgården. Hun ser det halvt fulde glas, og glæder sig over de gode muligheder, der forsat eksisterer trods kørestol. Han nægter at tale om fremtiden, og møder sit forfald frygtsomt og forfærdet.  

Jørn ligner mange danske knudemænd, der har svært ved at tale om følelser. I stedet bliver flasken den bedste ven. Det er trist læsning. Endnu mere trist bliver ”Kold maj”, da Maria modtager besked om at hendes mand mod forventning er død på genoptræningsstedet Skovgården. Han blev 75 år. 

”Kold maj” er en hudløs beretning om et turbulent ægteskab. Det er fortællingen om Marias store kærlighed, der også rummede en mørk bagside i form af hemmeligheder, jalousi og alkoholisme. “Folk siger vel, at Jeppe drikker, men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker” skrev Ludvig Holberg i ”Jeppe på Bjerget”. Så hvorfor drikker Jørn? Maria peger både tilbage på hans barndom og tidligere ægteskab. Men årsagen bliver ikke helt afdækket. Sammen med Maria får han – endelig – mulighed og accept, så han kan udleve en side af sig selv, der hidtil har være tys-tys. Men dét hjælper ikke på alkoholproblemet. 

Det er en uhyre stærk oplevelse at komme så tæt på et ægtepar og ikke mindst en afdød mands mest intime rum. Som læser efterlades jeg både med stor respekt for bogprojektet, men også en vis uro, fordi jeg føler mig utilpas i forhold til det etiske, der er på spil. Når Maria Helleberg på denne måde skriver detaljeret om sin mands historie, dykker ned i hans dybe hemmeligheder og deler ud af hans gode såvel som dårlige sider, så er vi for længst bevæget os fra det personlige til det dybt private. Debatten har været rejst mange gange: Hvor meget kan man tillade sig at dele om andre mennesker i romaner? Og som her; et menneske der ikke længere har mulighed for at give sit besyv med. I min optik hører det med, at Jørn også har en søn fra første ægteskab. 

Spørgsmålet er, om Maria Helleberg kunne fortælle samme historie uden at udlevere sin mand helt så meget ved indimellem at skifte vinkel og sætte sig selv mere i spil? Dels ville det være fair overfor Jørn, at hun også blotter sig selv. Men det ville også tilføje et ekstra lag til fortællingen, hvis hun i større grad sætter ord på sin oplevelse undervejs. Det synes at være oplagt, at bogen har fungeret som sorgterapi for Maria Helleberg. 

Udover det dybt personlige, formår Maria Helleberg også at sætte tanker i gang om alderdom, svækkelse, ensomhed og død. Hun skildrer, hvordan vi som mennesker kan tilgå livets sidste kapitel på vidt forskellig vis. ”Kold maj” er vedkommende læsning om uundgåelige ting, vi er nødt til at turde tale om. I Jørns tilfælde synes frygten at blive så altudslettende, at han dulmer den med alkohol, der bidrager til at tage livet af ham. 

Romanen rører mig som læser. Den er ikke særlig lang, men vi kommer alligevel vidt omkring i følelsesregisteret. Fortællingen rummer stor kærlighed. Hemmeligheder komplicerer lykken og skygger for følelsen af stor glæde. En vis utryghed er til stede grundet usagte ord og jalousi. Hverdagens trakasserier kalder til tider smilet frem. Der berettes om lammende sorg og smerte i forbindelse med sygdom og død. Bogen skildrer en stærk kvindes kamp for sin sjæleven og allerkæreste. Skuffelse og vrede fylder også undervejs. ”Kold maj” er rig på levet liv, store følelser og intensitet. Det er velfortalt og formidlet uden omsvøb. 

Links 

https://litteratursiden.dk/blogs/morten-brask/om-skrive-uden-hensyn 

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/litteraturen-tager-familieopgoeret-uden-filter 

Hvis du vil læse andet i stil med denne roman

Tidligere anmeldt på Bogvægten. 

Kirsten Jacobsen: “Løftet 

Dorit Willumsen: “Tjeneren og hans søster 

Kold maj

Forfatter: Maria Helleberg

Forlag: Gyldendal

264 sider. Indbundet 

Udgivelsesdato: Den 2. november 2023

Anmelder: Nønne Lønne Votborg