‘Er det her verdensarkitektur?’

‘Nej, lille Gysse, det er slet ikke arkitektur.’

En tankevækkende bog om København, om byrum, byudvikling, banalisering.

Bliver der passet godt nok på vores hovedstad? Der findes et boligpolitisk manifest for Københavns Kommune 2017-2025, og her kommer alle ambitionerne til udtryk. Barren er sat højt, mens virkeligheden er ganske anderledes, eller som forfatterne udtrykker det: Det er mere blender end barre. Sansen for historien og arkitekturen er udeblevet i det moderne København.

Vi følger med på gåtur gennem byen, Strøget, Rådhuspladsen, Nyhavn, mens forfatterne diskuterer, hvem der tegner byen. Er det banditter i habitter, politikere, forbrugere, og hvorfor er resultatet blevet det banale, det flade, det trivielle?

Suzanne Brøgger, Søren Ulrik Thomsen, arkitekt Dorte Mandrup, Per Arnoldi og andre fortæller om deres syn på byen, om hvad man kunne gøre, og hvad man har glemt at gøre. Fotografierne af gader og bygninger beriger den skarpe tekst, så resultatet er en smuk bog med et retvisende indtryk af en hovedstad med behov for hjælp.

Og der er mange kritikpunkter begyndende med ankomsten på Københavns Hovedbanegård. Det er en flot festlig bygning, et stort ‘velkommen’ til den rejsende, men nu domineret af McDonald’s og 7-eleven og uden særlig værdighed. (Desværre har tendensen til nedprioritering af den kollektive transport medført ‘banegårdsdød’ over hele landet, og masser af småbyer har opgivet deres status som livlige stationsbyer og i stedet rykket busholdepladsen længere væk fra centrum.)

Efter ankomsten i landets største by går turen over Rådhuspladsen op gennem Strøget. Rådshuspladsen får drøje hug, og især Industriens Hus kritiseres i klassen Øjenbæ – en jammer ude af trit med pladsens dominerende materialer og en uværdig repræsentant for dansk erhvervsliv; men det er værre med Strøget. Her er det kun belægningen ved Amagertorv der høster roser, resten er blevet tarveligt. Især harceleres over butikskæder med kitschede facader. Men der er en grund til, at det er kæderne der er rykket ind. Dels har vores forbrugsmønster ændret sig, og dels er butikslejen umulig at betale for almindelige dødelige. Grønthandleren i Nordre Frihavnsgade måtte dreje nøglen, da huslejen steg til 53.000 kr. om måneden. Så er det ikke sært, hvis der kommer noget ensartet over butikkerne i centrum. Københavns indre by er præget af banale globaliserede konsumptionsmønstre og af dårlig, giftig trafik der gør livet som fodgænger farligt.

København på lattergas er en fed bog, informativ, underholdende, kritisk. Man kan godt undre sig over, at en bog om byarkitektur kommer ind på de samme problematikker som bøger om sociale medier og småbørnspædagogik (Vend verden, Leg) nemlig: fremmedgørelse, depression, vores manglende kreativitet. Måske er det den samme krise der dominerer på alle områder?

Martin Zerlang har i 2017 skrevet Byens hjerte – Pladsens historie der kan ses som en tidlig forløber for København på lattergas.

København på lattergas

Når byen bliver banal

Jens Kvorning, Carsten Thau og Martin Zerlang

Fotos af Roberto Fortuna

271 sider

Gads Forlag

Udgivet: 2020

Birte Strandby