I et lille kloster i Spanien lever seks arbejdsomme og trofast bedende nonner. Alt er roligt, indtil de pludselig finder et spædbarn uden for klostret. Priorinden er helt sikker på, at drengen er sendt til hende af Gud som en straf for tidligere synder, og hun beslutter at passe ekstra godt på barnet og beskytte det, hvad der i øvrigt bringer hende på kant med de øvrige nonner, der ikke mener et barn og endnu mindre et drengebarn hører hjemme i et kloster. Desuden kommer hun i konflikt med søster Carlota, da hun giver hendes hunde gift, fordi hun betragter dem som en trussel for barnet. Biskoppen får til opgave dels at døbe barnet og dels at mægle i konflikten. Han er en praktisk – Du har skabt dem alle i visdom, men støv havde nu ikke været nødvendigt – og ambitiøs mand, men sagen bliver mere speget end forventet, og slutningen er lidt overraskende.
Det er en rolig bog med gode gennemtænkte karakterer, og såvel steder som stemninger er klart og billedligt overbevisende fremstillet, så man føler sig bekendt med miljøet. Handlingen foregår i moderat tempo, og der er lagt mere vægt på billeder end på action. Det giver gode indtryk, men romanen er heller ikke dybt fængende, og det føles som om der går lang tid, inden man nærmer sig en slutning. Pletvis humor letter lidt på læseprocessen, såsom da barnefaderen forsøger at undgå netop denne status ved at anvende hånddyppede, vulkaniserede gummikondomer produceret af A/S Julius Smid omkring århundredeskiftet, men ellers er romanen lang og ikke alt for handlingsmættet.
Forfatter: Panos Karnezis
Oversat af Ingeborg Christensen
324 sider
Forlag: Hr. Ferdinand
Udgivet: 7.04.2010
Birte Strandby
