I dramatisk stil og uden berøringsangst overfor splattede og chokerende effekter kommer vi direkte ind i en grum fiktion af den type, der efter endt læsning vil få læseren til fremover at foretrække at sove i ske i et stærkt oplyst værelse.

Det er voldsomt, blodigt og mystisk som hvis man forestiller sig en blanding af det værste fra franske Jean-Christophe Grangés thrillere, Silence of the Lambs og Seven.

Den ene af vores hovedmistænkte, Mordechai Rheingold, ligner den sofistikerede Hannibal, og senere kommer der en blodsugende kannibal-aspirant på banen.

Jodie Fosters rolle spilles her af Karen, der udarbejder profiler for politiet i New York. Det er hårdere ved Karen, end det var ved Jodie Foster.

Der indledes med en torturscene, og en bøddel med samme syge begejstring for tortur som Martin Vanger fra Mænd der hader kvinder.

Politiets repræsentant, den stressede, hjerteslagspotentielle, Barritsch, modtager et afskåret hoved som gave fra den ukendte gerningsmand, seriemorderen. Opklaringen skrider fremad langsomt og med fejlslutninger, og end ikke hovedpersonerne undgår angreb.

Mange småfejl skæmmer læsningen, både hvad angår De, Dem og Deres og med hensyn til hans og sin. Hele krimien kunne godt have båret en yderligere korrekturlæsning. Til gengæld er der fine scener – en hvor et skarpt intellekt nakker den bevæbnede dumhed, og et andet der fremstiller en ærkebiskop med et karikeret helligt og højtravende sprogbrug. Her er både FBI, SWAT-teams og mere end almindeligt splattet gru. Der er også religion inde over, men læseren efterlades med enkelte ubesvarede spørgsmål, og måske er motiver og baggrund for handlinger heller ikke helt logiske.

Morten Ellemose

303 sider

H. Harksen Production

Udgivet: 2014