Khadzji-Murat er en roman, som er bygget over historiske begivenheder. Den er opdelt i mindre scener med hver sin synsvinkel, hvor hver scene fortæller noget universelt: om krigen og smerten, om de brutale magtmennesker som er dens bagmænd, om løgn og nationalisme, og om folkets evige lidelser.

Året er 1851. Den tjetjenske oprørsleder Khadzji –Murat var en glimrende soldat i kampen mod den russiske hær. Han tilslutter sig russerne, efter at være raget uklar med Sjamil, hans egen anfører. Han modtages med nogen skepsis, og frastødes også selv af det han senere erfarer fra den russiske overklasse.

Khadzji-Murat ses gennem vekslende bipersoners synsvinkel i romanen, og fremstilles som en modig og dygtig mand, og det er tydeligt, at Tolstoj beundrer sin titelperson.

Samtidig fremstilles det tjetjenske folk positivt, med respekt for deres ædle traditioner og ægte religion. Den russiske hær fremstår i sammenligning hermed som en skånselsløs maskine der bringer død og ødelæggelse overalt.

Zar Nikolaj I beskrives som en forfængelig, uduelig og doven rad. Efter at have tilbragt natten efter et bal i Vinterpaladset med en tilfældig, ung pige, han ikke aner hvem er, beskrives hans tanker på denne måde: ” Men selvom han var sikker på at han handlede sådan som han burde, havde han stadig en ubehagelig smag i munden, og for at dulme denne følelse, gav han sig til at tænke på noget, der altid beroligede ham: hvor mægtig en mand han var.”

Militærets løgne går igen flere steder i romanen. Da den menige soldat Avdejev dør som den eneste faldne under en fuldkommen meningsløs aktion mod tjetjenerne, kommer der i militærrapporten til at stå ”…to menige lettere såret og én dræbt. Bjergboerne havde på deres side omkring hundrede dræbte og sårede”. Vi hører om soldatens gamle mor, da hun samme dag vandrer til kirketjeneren for at få ham til at skrive et brev til hendes søn. Et par dage senere får hun brevet retur med beskeden om at sønnen er faldet i krigen, mens han ”forsvarede tsaren, fædrelandet og den ortodokse tro”. Da hun får denne nyhed ”græd hun så længe der var tid, og tog bagefter fat på arbejdet”.

Leo Tolstojs sympati for det ”uciviliserede” og uspolerede menneske kommer i forgrunden i denne roman, og er ikke atypisk for den store forfatter. Og det er sørgeligt at tænke på, at bogen stadig er skræmmende aktuel. Den seneste krig mellem de to lande startede i 1991, da tjetjenerne erklærede landet selvstændigt. Det førte til 20 års krig, som nu har spredt sig til hele Kaukasus, og hvor mere end 150.000 mennesker blev dræbt. Præsident Putin bruger konsekvent ordet ”banditter” når han omtaler tjetjenere, og forsikrer os at russerne dernede har at gøre med ” et folk uden traditioner og religion”.

Khadzji-Murat var Tolstojs sidste, betydelige værk. Og han var godt selv klar over, at det ikke ville være muligt at få den trykt, mens han selv levede. Dertil var den sarkastiske fremstilling af Zar Nikolaj I og skildringen af de russiske soldaters brutalitet for hård kost, og ville ikke gå gennem censuren. Først et par år efter Tolstojs død, i 1912, kunne romanen endelig udkomme.

Den amerikanske litteraturhistoriker Harold Bloom kalder romanen for ”Verdens bedste historie”, og på trods af et noget mindre sammenligningsgrundlag end Harold Blooms, vil jeg gerne have lov at anbefale bogen for dens enkle og klare fremstillinger af komplekse, universelle sandheder. Romanen er spændende og gribende fortalt. Den griber læseren fra første side.

Khadzji-Murat: Lev Tolstoj

Hoff & Poulsen

226 sider

Udgivet 1912/2017

Maibritt Lindblad