Forfatteren Lotte er mor til en søn som gennemgik 2 ½ års behandling for leukæmi. Hun har nu udgivet sine tanker, der startede på en blog hun lavede, som denne bog. Dengang hun kom i den situation, at hendes søn blev diagnosticeret med leukæmi, manglede hun selv en sådan bog, og bogen er udover at være til forældre med alvorligt syge børn også rettet til pårørende, som gennem bogen kan få indblik i hvad det vil sige at være ”Kemomor”, for derigennem måske bedre at kunne hjælpe.

Lotte fortæller i bogen sine refleksioner i en slags dagbogsform, forstået på den måde at man får fornemmelsen af at hun nærmest skriver til sig selv. Det er dybt berørende læsning at følge, hvordan hun gennem så lang en periode som 4 år får den ene følelsesmæssige rutsjebanetur efter den anden. Her møder hun angsten for at miste og alle mulige andre tænkelige følelser, inklusive hvad man kunne kalde følelsesmæssig lammelse i de sværeste perioder. Det omfatter svære tanker, som for eksempel at hvis det skal gøre ondt på drengen, så var det måske bedre ikke at leve? Det gør det ikke nemmere, at forældrene netop er blevet skilt, da sygdommen indtræffer og der er også en storesøster til den syge dreng, som skal hjælpes igennem at hendes lillebror har kræft. På sygeorloven bliver børnecancerafdelingen hendes andet hjem og hun må indtage mange forskellige roller, som hun aldrig havde drømt om at hun skulle tage og får nye kompetencer midt i det ekstremt stressende forløb. På et tidspunkt er hun så ramt af søvnmangel og stress at hun ikke kan huske hvad man spiser til aftensmad eller regne ud hvad bordtennis er. På en måde lever hun i årevis under sygdomsforløbet i konstant alarmberedskab og kan ikke engang finde lindring og tømme hovedet ved sine sædvanlige løbeture. Hun klarer sig dog igennem ved et positivt livssyn, bøn og en praktisk tilgang.

Man kan ikke sige at bogen er noget stort litterært værk, men den er skrevet fra hjertet med en hudløs ærlighed og den er let læselig. Man kommer som læser på en måde til at tage del i en proces, hvor forfatteren nu bagefter er i gang med at bearbejde alt det hun og hendes børn har gået igennem.

Bogen vil være relevant for forældre der har børn indlagt på hospitalet med alvorlig sygdom samt relevant for pårørende, men også for beslutningstagere, der har brug for indsigt i hvor omfattende og indgribende et sådan sygdomsforløb er, som baggrund for at kunne tilbyde tilstrækkelig hjælp til forældre og pårørende i lignende situationer.

Bogen starter med sætningen ”Shit, min søn har kræft …” og man får lyst til at slutte anmeldelsen med at give ”Kemomor” et stort kram og sige: ”Damned godt gået! I klarede den!”

Kemomor

Lotte Christine

107 sider

2018

CoolUnite

Gitte Sander