En roman om en kræftsygs sidste uger og dage beskrevet af steddatteren og med hendes synsvinkel og hendes forundring over at et menneske, der har været der længe, skal gå bort. Det handler om uvisheden, kejtetheden, hvordan omgås man vordende døde? Det handler også om familien, der med lignende ubehjælpsomhed må acceptere det, som videnskaben endnu ikke har gennemskuet og ændret på.

Hovedpersonen forholder sig skiftevis realistisk rationaliserende til den forestående død og ulogisk til fornægtelsen af samme:

…der er en genklang mellem vores øjne, som gør, at han ikke kan dø, for åbne øjne er liv, og liv er det modsatte af død, og døden et kors for tanken, for tanken om ikke at tænke er umulig, derfor kan døden ikke tænkes, derfor findes døden faktisk ikke.

Katrine er den kræftsyge, en kvinde sidst i halvtredserne. Inden for de samme måneder får både hendes storebror og lillebror samme dom: Kræft med risiko for hurtig udgang. Storebroren ønsker at begå selvmord, men da hans søn nægter at hjælpe ham med det, går han alligevel i gang med kemoterapien. Det gør også Katrine, og på et tidspunkt stopper sygdommen sin hærgen – i en periode. Rundt om står familien afventende, hjælpsomme, undrende og følger et aktivt, nærværende menneskes tiltagende svaghed, hukommelsessvigt og forandring fra kvinde til patient:

Er det ikke underligt at passe mig som om jeg var et lille barn?

Rammende beretning om vanskelighederne ved at leve med det, vi ikke har lyst til at leve med, om udsættelse af sorg, lettelsen ved praktiske betragtninger og kunsten at distancere sig.

Forfatter: Maja Lucas

104 sider

C&K Forlag

Udgivet: 05.02.2010