Vi er nu nået frem til fjerde bind i Jacob Weinreichs serie om drengen Robert fra Sundby på Amager og hans hæsblæsende eventyr med sørøvere i Caribien for næsten 300 år siden.
Den drabelige og psykomorderiske Kaptajn Blodskæg har erobret Kong Pakals Kranium, en diamantbesat maske med magiske egenskaber, der giver Blodskæg mulighed for at se overalt, så det er umuligt for hans fjender og kongens flåde at komme ind på livet af ham. Løjtnant Falcon på krigsskibet Anglias Stolthed jagter konstant men forgæves efter Kaptajn Blodskæg.
Robert tager igen flere ture frem og tilbage i tiden, for hver gang timeglasset løber ud føres han tilbage til nutiden. Men Roberts modige forsøg på at redde den smukke Silvia og hendes søster fra piraterne går ikke særligt godt. Han bliver kølhalet og efterladt til druknedøden i bølgerne, men han reddes i sidste øjeblik af Falcons skib. Til sidst fører timeglasset Robert til Silva i Blodskægs fangekælder på de sagnomspundne Sabelklipper, men både befrielsen og forsøget på at få fingre i det magiske Kranium går temmelig katastrofalt, men vi må vente til næste bind for at finde ud af om Silva overlever, for Robert forlader hende da de er på vej ned i havet fra en enormt høj klippe.
Weinreich fortsætter sin farverige sørøver/Amagerhistorie med masser af sørøveraction blandet med de hjemlige problemer i Sundby, hvor mor vil på ferie i Spanien og allerede er helt spansk længe inden de skal afsted – og begynder at stille sig lidt mistænkeligt til overfor Roberts pludselige forsvinden og opdukken. Spændende, underholdende og lidt blodig historie for store børn fortalt i børnehøjde. Der er stadig krumsabel i Kaptajn Blodskæg.
Forfattere: Jacob og Martin Weinreich
100 sider
Forlag: People’sPress
Udg.: 06.01.2011
Jan Vandall