Anne og Mary er tvillinger. De er 17 år, og deres forældre er netop blevet skilt til især Marys store fortrydelse. Mary er udfarende og destruktiv, mens Anne er tilbageholdende og den, der prøver at redde, hvad reddes kan.

De to søstre er dybt forbundne, og så har de særlige evner. Mary har et udpræget talent som medium og tiltrækker meget forskellige mennesker med meget forskellige budskaber. Anne på sin side kan se og høre de spøgelser, der overtager Marys krop og sjæl for at meddele sig til den levende verden. Det er uhyggeligt, især da Marys snart forestående død er et af budskaberne fra en spøgelseskvinde, der jævnligt viser sig i Marys krop.

I et oprør mod forældrene flytter Mary og Anne i hemmelighed ind i farens lejlighed, mens han er på ferie med sin nye kæreste. Tvillingerne møder Emilia, der har specielle evner, når det gælder om at få indtryk af spirituelle verdener – et talent hun bruger for at finde et barn der er forsvundet. Efter en del strabadser og et grundigt detektivarbejder finder de sammen med en gruppe clairvoyante frem til den lille pige og de opklarer den forbrydelse, der har fundet sted.

Anne kæmper samtidigt en hård kamp for at få sin søster til at holde fast i livet. Hun gemmer alt, hvad hjemmet råder over af knive og sakse, men det er spørgsmålet om man kan holde liv i en, der har været suicidal, siden hun var 11 år gammel.

Troværdige karakterer med troværdige dilemmaer og en nogenlunde spændende slutning med en uventet afsløring.

Kaninhjerte
Christin Ljungqvist

Oversat af Nanna Gyldenkærne
208 sider
Høst & Søn
Udgivet: 16.08.2013
Spændingsroman

Birte Strandby