Som cyklist i Danmark kan man let få det indtryk, at trafiksikkerhed er en by i Rusland, men det har faktisk været værre.

I Kampen for liv sætter Lars Iversen spot på fem områder, hvor der bevisligt har været en væsentlig nedgang i antallet af dødsofre: offentlig hygiejne i København 1850 – 1900, afgiftsforhøjelse på stærk spiritus 1917, trafikdrab, vuggedød og tobaksepidemi. Det er værd at bemærke, at der på fire af de fem områder har været tale om – og behov for en solid statslig indgriben.

Hvad angår trafikdrabene, så er der med 200 årlige drab stadig plads til forbedring. Men fra bilens opfindelse og til i dag er der sket store ting. Bilejerne var fra begyndelsen få, men stærke, og først i forbindelse med oliekrisen i 1970 kom der for alvor fokus på hastighed og trafiksikkerhed. I 1930’erne sagde formanden for Rådet for Større Færdselssikkerhed, at bilisten blev ‘træt og søvnig, hvis han ikke får liv til at tilpasse sin kørehastighed efter forholdene’, og at en reduktion af hastigheden ‘vil ikke hjælpe det allermindste’.

Dybt foruroligende ikke mindst taget i betragtning, hvor mange bilulykker der skete. Det var ikke bedre i 1953:

Ved at give hastigheden fri og øge ansvaret højner man færdselskulturen og færdselsmoralen. Man afskaffer barnepigeagtige regler og erklærer herved trafikanten for voksen.

Det sagde en ordfører i Folketinget i 1953. Sjældent har nogen sagt noget så forkert.

I 1970 nåede antallet af trafikdræbte op over 1.000, men da oliekrisen og dermed hastighedsbegrænsningerne tydeligt viste sammenhængen mellem hastighed og drabstal, blev emnet taget op igen.

På et enkelt område er en klar holdningsændring trængt igennem, nemlig ved spirituskørsel. Indtagelse af spiritus var også på programmet i halvfjerdserne, men både Socialdemokratiet og FDM var noget forbeholdne med at sætte promiller på:

Fra FDM lød det: … Det handler om livskvalitet. … Der er nødt til at være belæg for det, for ellers kan man jo også lave regler for, om folk har sovet nok.

Der er ikke meget respekt for omgivelserne i de holdninger, men spirituskørsel er trods alt kriminaliseret nu. Og måske kan man også få gang i debatten om, hvorvidt alle har lov til at køre bil uanset søvnmangel, handicap eller generelt manglende talent for bilkørsel. En debat vi burde have haft for 100 år siden.

Som cyklist kan man som nævnt stadigt opfatte det, som om trafiksikkerheden ikke altid prioriteres af bilister, men der er sket landevindinger, og intet trafikforslag finder frem til folketingssalen, uden at sikkerheden berøres.

Trafikken er ikke færdigdiskuteret, men afgiftsforhøjelsen på stærk spiritus reducerede med øjeblikkelig virkning indtaget til en tyvendedel, og den mere langsomme hetz mod rygning har også reduceret antallet af dødsfald forbundet med lungekræft væsentligt de seneste år.

Det er overbevisende argumenter forfatteren forsyner sin læser med, og vigtigheden af forebyggelse er indlysende, men selv evidens kan diskuteres, og det er tydeligt, at stærke økonomiske og politiske interesser kan virke modsatrettede, så befolkningssundheden nedprioriteres. Det er vel tilfældet, når regeringen går ind for mere motorvej og højere hastigheder?

Det der gør forebyggelsen vanskelig i et land som Danmark er, at enhver paternalistisk lovgivning konflikter med den følte personlige frihed. ‘Hvem fanden bestemmer, om jeg skal ryge?

Forfatteren argumenterer her for, at man ikke skal overdrive omfanget af den personlige frihed, at den personlige frihed nydes bedst, hvis man er rask – og i live – og at ens personlige frihed kan skade andre. Her er også lidt at tygge på til neoliberalisterne.

Fin bog med klar tale. Måtte den få mange læsere.

Lars Iversen

Kampen for liv

Fem danske forebyggelsessucceser

209 sider

SIFs Forlag

Udgivet: 2017

Birte Strandby