Et kort resumé af en indholdsrig bog: Calcutta 1974. Archana og hendes familie fængsles og udsættes for tortur, så voldsom at Archana mister evnen til at gå. Takket være hendes ihærdige bror, Saumen, får de kontakt med Amnesty International, der efter regeringsskiftet i Indien 1977 kommer til Calcutta. En kontakt, der betyder lægehjælp i København til Archana. Familien lægger sag an mod de fem politifolk, der stod for torturen. Retssagen varer i 19 år og ender med, at to af politifolkene kendes skyldig.

Romanens essens falder i flere dele. De første 60 sider handler om Archana og hendes familie, barndom, ungdom og lærergerningen, og om Saumens intense læsning og hans begyndende interesse for naxalitterne, der betragtes som terrorister.

Efter den svulstige, ord- og metaforrige indledning virker beskrivelsen af torturens anatomi og opholdet i fængslet næsten surrealistisk og ligeså fremstillingen af politi og retssikkerhed i det store demokrati, hvor tortur er forbudt, mens der i lighed med dansk antiterrorlovgivning findes regler, der giver politiet mulighed for ’forebyggende terrorbekæmpelse’. I tilknytning hertil er også en kort diskussion af Hannah Arendts forhold til begrebet ondskab og Milgrams forsøg med effekten af autoritetstro.

Ikke mindst bogens sidste del giver stof til eftertanke med tal på mængden af torturofre, antallet af indsatte børn på Guantanamo og et interview med grundlæggerne af International Rehabilitation Council for Torture Victims.

Blandingen af malende, blomstrende sprogbrug og tragiske fakta om verdens sande tilstand kan virke forvirrende, men giver også en forbløffende medrivende effekt, og samlet set er det stærk læsning og en vigtig bog, der fortjener rigtigt mange læsere.
Dina Yafasova

Oversat af Sten Jacobsen
Epilog oversat af Trine Søndergaard
352 sider
Gyldendal
Udgivet: 2011
Dokumentarroman