I bogen Kærlighed – et nyt syn på vores overordnede emotion, som styrer alt, hvad vi tænker, føler og bliver præsenterer Barbara L. Fredrickson en gennemgang af nyere forskning, som omhandler en kropslig naturvidenskabelig og spirituel tilgang til oplevelsen af kærlighed.

Forfatteren har tidligere på dansk udgivet bogen “Positivitet” og er selv førende forsker indenfor socialpsykologi og positiv psykolog. Hun er ph.d., professor i psykologi og ledende forsker på Positive Emotions and Psychopsychology Laboratory ved University of North Carolina.

I nærværende bog anlægger forfatteren det synspunkt, at alle positive interaktioner i relationer bredt, som skaber en positiv resonans, bør kaldes kærlighed. Dette fordi vi videnskabeligt i dag kan påvise lange rækker af fysiologiske indvirkninger, det har på vores krop, hver gang vi er i positiv kontakt med et andet menneske. Selvfølgelig især vores nærmeste, men også andre, sågar kassedamen eller vinduespudseren, kan bidrage positivt til vores fysiske og psykiske helbred, hvis vi har et godt møde med dem.

Hun ser kærlighed som en momentan, biologisk adfærdsmæssig reaktion på ændrede omstændigheder, reelle eller imaginære, og dette har hun fra emotionsvidenskaben. Endvidere ophøjer hun kærlighed til at være en overordnet emotion, hvilket kommer fra relationsvidenskaben, der uden at blinke ophøjer kærlighed til noget særligt og mere omfattende. Men så er det, at hun oven i købet mener, at ’kærlighed’ ikke bør begrænses til at betegne kun varige eller intime forhold, fordi det er de samme kropslige ting, der foregår i andre relationer.

Således beskriver hun hvilke biologiske forhold, der gør sig gældende ved positiv resonans i relationer, og hvordan disse mikroepisoder af daglige ’kærlighedsøjeblikke’ evidensbaseret viser sig at kæde oplevelser af positiv social kontakt sammen med sundhed og lang levetid. Bjerge af forskning dokumenterer at folk, der opretholder forskelligartede og udbyttegivende relationer til andre, samt oplever positive emotioner derved, får fordele af dette ved at undgå sygdom og leve længere. Fravær af positivitetens resonans i relationer kan være lige så skadelig for helbredet som fedme og tobak. Mennesker, der oplever mere varm og omsorgsfuld kontakt med andre bliver mindre forkølede, har lavere blodtryk, bukker sjældnere under for hjertelidelser og hjerneblødning, diabetes, Alzheimers og visse kræftformer.

Der er således god grund til at gøre en indsats for sagen. Hendes forslag til at udvikle sig på området er stærkt inspireret af buddhismen. Der bringes 14 øvelser, hvoraf mange vil kende en del af dem fra mindfulness-træning eller fra læsning af Dalai Lama og Thich Nhat Hahn. Det er gode øvelser, og det kan bemærkes at forfatteren ligefrem har mødtes med Dalai Lama flere gange om sin forskning.

En dejlig og vægtig bog. En anke mod den kunne være, at den tager meget afsæt i en individualiseret reference. Netop det relationelle paradigme og en mere systemisk tænkning eller socialt afsæt kunne udvide perspektiverne yderligere.

Klart kan det anbefales at læse bogen – spændende forskningsresultater og gode øvelser!

Barbara L. Fredrickson

244 sider

Mindspace

2013

Anmeldt af Gitte Sander