Velkomponeret roman om et forholds opløsning. En dag lige efter middagen og opvasken fortæller manden sin hustru, at han forlader hende, jeg-fortælleren, fordi han har fundet en anden. Det er et chok for den monogame hustru. Hun har med sit ægteskab valgt den eneste ene. Det i begyndelsen så romantiske forhold er med tiden blevet belastet af tilværelsen, parternes forskellige arbejdsbyrder, det at have børn, det at have et handicappet barn, men grundlæggende har fortælleren aldrig været i tvivl om forholdets ægthed og holdbarhed.
I en række kapitler spændende fra ømme kærlighedserklæringer i kan-du-huske- og du-lovede- og du-sagde-stil til forbandelser – løgner og dit fede fucking røvhul – skriver hun til ægtefællen om det, de havde sammen. Efterhånden ændres hendes undren og resignationen træder i stedet.
Der er vemodige og sjove tilbageblik som eksempelvis fortællerens kast med brudebuketten, der lander i hovedet på en graver. Som kompensation inviteres han med til bryllupsfesten, og stikker af med en veninde til brudens mor – før desserten.
Romanen fremstiller billedet af et meget tradionelt ægteskab, selvom fortælleren ikke umiddelbart opfatter det sådan:
Er vi moderne kvinder ikke blevet så stærke og kompetente, fordi vi står overfor en generation af mænd, der ikke træder til? Sønner af hippie-generationens vatnissemænd.
Også jalousien i ægteskabet er set før: Hun er jaloux på den opmærksomhed ægtefællen får fra andre kvinder, og han misunder hendes succes som kunstmaler. I øvrigt udløser sorgen over forræderiet en sand tsunami af (salgbar) kreativitet hos hende. Og det er forresten også set før.
Måske burde det i virkeligheden have været kvinden der gik.
Forfatter: Meghan D. Jakobsen
168 sider
Forlag: People’s Press
Udgivet: 11.05.2010
Birte Strandby
