Den tredje bog i serien Mørke Væsner der omfatter Tandtyven og Ole Lukøjes sorte paraply.

Ved at følge med i Luiz og Romeos børneunivers har vi fået nye versioner af tandfeer, varulve og Ole Lukøje. I denne bog handler det om julebukken der har et slemt rygte.

Luiz og Romeo holder jul. For Luiz består en del af spændingen i at gætte, hvem der er hans nisseven i skolen, og så skal de holde brasiliansk jul. Deres mormor og hendes kæreste kommer for at feste med dem. Mormor danser samba næsten til den lyse morgen, men Romeo og Luiz bliver nødt til at sove, før de er klar til at pakke gaver op.

Luiz når ikke at falde i søvn, før der lyder larm fra stuen, og da begge drengene lister sig op for at se, hvem der larmer, opdager de, at gaverne er forsvundet. En hvidskægget mand i hawaiskjorte og badetøfler fortæller, at julebukken er stukket af med gaverne – som en slags hævn over at være blevet miskrediteret som julefænomen på niveau med julemanden. 

Drengene sporer julebukken og gaverne til forbrændingen, men måske når de at redde både gaverne og julebukkens renommé lige på stregen.

I hvert fald ender det godt takket være drengene og julemanden. Og Luiz får en særlig god overraskelse til sidst.

Illustrationerne giver et fint indtryk af drengene og af en julemand i badetøfler. Fortællingen veksler mellem det uhyggelige, det sjove og det hyggelige ved julen.

Julebukkens hævn 

Mørke Væsner

Laura Helena P. da Silva

Illustrationer: Lau Frank

83 sider

Krabat

Udgivet: 2021

Birte Strandby