Renée Zellweger spiller en overbevisende og meget indtagende Judy Garland med alle dennes mangler og dyder.

Tidsmæssigt foregår filmen i England i 1968, hvor Garland skal optræde til en række udsolgte koncerter. Jessie Buckley spiller hendes handlekraftige og let frustrerede assistent, og Rufus Sewell er faren til hendes to yngste børn.

Fokus er delt på hendes optræden – og opførsel – i England og på klip fra indspilningen af Troldmanden fra Oz, da Judy Garland var 15. Det er ikke et positivt indtryk man får af Louis B. Mayer eller af datidens behandling af unge stjerner generelt, hvorimod Mickey Rooney ligner den figur, man kender fra hans film. På et tidspunkt under indspilningen af Oz fejres Judy Garlands fødselsdag. Der er lagt an til den helt store fest. Garland undrer sig, for der er et par måneder til hendes fødselsdag, og i øvrigt er det eneste ægte i scenariet kagen, som hun ikke må få noget af. Garland begår et mindre oprør og tages slemt i skole af den store Louis B. Mayer. Angiveligt er det også her hendes pillemisbrug grundlægges med uppers and downers, så hun er på beatet, når det kræves og også kan sove om natten.

Tilbage i 1968 handler det for Garland om at redde økonomien, så hun kan købe et hus til sig og sine to yngste børn (Minelli er voksne og ikke hjemmeboende). Hun er stadigt på sine uppers and downers, og det er ikke altid koncerterne går helt som forventet. På et tidspunkt bliver hun buhet ud af publikum, andre gange – de fleste – elsker de hende.

En nat efter en koncert møder hun to fans, to homoseksuelle mænd, der er dybt betagede af hende. De vil finde et spisested, men ender med at invitere hende på omelet i deres hjem. De to fans overværer og deltager i hendes sidste koncert, der bliver dybt gribende. Det er i det hele taget det, man kan sige om filmen, dybt gribende. Deri ligner den Spurven, filmen om Edith Piaf og Bohemian Rhapsody om Freddie Mercury, store stemmer der ikke levede så længe.

Judy

Director: Rupert Goold

Renée Zellweger, Rufus Sewell

Premiere: 2019