En ny serie Wow – vild viden har set dagens lys. Det er vild viden for børn i otte – ti års alderen, og de voksne kan også lære noget om de mere sensationelle fænomener i vores verden.

 

Jordens mystiske steder

Når man tænker på mystiske steder, så er det måske først og fremmest Stonehenge og Påskeøerne der dukker op eller krukkesletten i Laos og Egyptens pyramider. I hvert fald mangler vi en del forklaringer på, hvem der har bygget Stonehenge, og hvad stenhovederne på Påskeøerne skulle bruges til, og hvordan de blev flyttet. Nogle af dem er 40 meter høje og vejer ca. 14 tons.

Der er flere spørgsmål end svar i denne bog. Og der er rygter blandt andet det om, at den der forstyrrer gravfreden i en pyramide bliver dræbt. De fleste af stederne er af stor historisk interesse, mens andre har en lidt løsere tilknytning til virkeligheden, som for eksempel Bermuda-Trekanten og Atlantis. Ikke desto mindre et meget spændende oplæg til videre studier, og i øvrigt ledsaget af inspirerende tegninger der nok kan få fantasien i gang, hvis den ikke allerede snurrer på højtryk.

 

Jordens uhyggeligste væsener

Her møder vi alle dem, der huserer i folkeeventyrerne: Gravsoen fra Sverige, Baba Yaga, den russiske heks, sfinksen fra Grækenland. Der er også flere mindre kendte. Igen må man studse lidt over udvalget. H. P. Lovecrafts velkendte søuhyre Cthulhu optræder på lige fod med folkeeventyrets væsener. Til gengæld mangler væsenerne fra Odysseus: Skylla, Carybdis og sirenerne. Sirenerne har endda en kusine i Tyskland, Lorelei, der heller ikke er nævnt, men ellers kommer vi vidt omkring og hører også om 400 år gamle japanske edderkopper der spiser mennesker, og om de irske dværgnisser der her har beholdt artsnavnet leprechaun.

 

Jordens forsvundne skatte

Verden er stadigt rig på skatte, en del af dem er aldrig fundet. Det gælder for eksempel inkaguldet, som spanierne ville stjæle fra inkaerne. En inkageneral ville ikke aflevere guldet til spanierne, og stadigt er der ingen der ved, hvor de 750 tons guld er gemt. Og her får vi så en lille tillægshistorie: En svensker rejste seks gange til Ecuador for at lede efter skatten. Han fandt ikke skatten, men til gengæld en kæmpetudse, der blev opkaldt efter ham. Herudover mangler man adskillige af de skatte, som de ægyptiske faroner havde med sig, ligesom Marie Antoinettes juveler og Pagtens Ark stadigt savnes. Denne lille bog afsluttes med spørgsmålet. Er der skatte, hvor du bor? Det kan man jo så tænke lidt over, inden man går ud og graver haven.

 

Jordens rekordbog

Her er alle rekorderne. Hvilket sted er varmest, hvilket er koldest? Hvilket hav er det største, og hvilken flod er den længste? Øen Tristan da Cunha er den fjerneste beboede ø i verden, 2.800 kilometer fra nærmeste kontinent. Her bor 272 mennesker, men det er ikke den ø-stat med færrest indbyggere. Det er nemlig Pitcairn-øerne, hvor der kun bor 56 mennesker. Det er efterkommere efter polynesere og de engelske sømænd der stak af fra Bounty (jfr. Mytteriet på Bounty).

Her er også noget om jordens farligste dyr. Havhvepsen der er mest i familie med brandmanden, og myggen der som bekendt er en sygdomsspreder.

 

Jordens sejeste dyr

Seje dyr er et bredt begreb. Det strækker fra bjerggeden, der kan hoppe 3,5 meter (næsten direkte) opad i et hop, sneglefisken der lever med vandtrykket på 7.700 meters dybde, kejserpingvinen der lever det koldeste sted på jorden, og dromedaren der kan klare sig i to uger uden at drikke. Her er også mursejlere, kakerlakker, isbjørne, og med de sidstnævnte en advarsel fordi de er truede på grund af den smeltende is.

Vi kommer vidt omkring i Wow – vild viden, og de underholdende og informative illustrationer gør også bøgerne tilgængelige for voksne.

Jens Hansegård

Illustreret af Anders Nyberg

Oversat af Anne-Sofie Duch Teglgaard

48 sider

Straarup & Co.

Udgivet: 2018

Målgruppe: 8 – 12 år