En af årets mere fængende thrillere

Den første sætning lyder: En af de første kugler flyver ind ad det åbne vindue i toilettet, hvor Luca står og tisser.

Det er et rent tilfælde, at Luca ikke bliver ramt, men før de næste kugler kommer, har Lucas mor grebet fat i ham og gemt sig med ham i brusekabinen. De seksten andre medlemmer af familien bliver skudt – midt i deres grillfest. Det er blandt andet Lucas far, hans bedstemor, hans tante og fætter. Faren ligger med paletkniven ved grillen.

Luca og hans mor, Lydia, bliver ikke fundet, da attentatmændene gennemsøger huset, og det lykkes dem at stikke af, skønt Lydia hurtigt opdager, at de ikke kan tage bilen, men i stedet må tage rutebilen. De bliver jaget af et narkokartel, der har forbindelser allevegne. Grunden til mordene er, at Lucas far var journalist og havde interesseret sig lidt for meget for den narkohandel der styrer livet i Mexico. Ødelagt af sorg men langt fra handlingslammet stikker Lydia og hendes søn af mod USA.

Romanen foregår dels i nutiden, på flugt fra en virkelig farlig fjende og uden mulighed for at bruge betalingskort, pas og mobil, og dels i tilbageblik på livet i familien, på kærligheden. Lederen af kartellet var en af Lydias gode venner, så hun ved, hvad hun er oppe imod, og kun beskyttertrangen overfor Luca gør overlevelse mulig.

Jordens salt har et højt tempo og fantastiske personbeskrivelser. Vi møder flygtninge og lejesvende af enhver slags, og almindelige mennesker der er skræmte. Lydia balancerer uafladeligt på kanten af afsløring, og flere gange møder vi en suspense, der er en Hitchcock værdig. Samtidigt får vi også et uhyggeligt billede af flygtningetilværelsen ved den mexicansk-amerikanske grænse.

På grænsen af Tage Majland handler også om at være flygtning ved den mexicansk-amerikanske grænse.

Jordens salt

Jeanine Cummins

Oversat af Karsten Nielsen

478 sider

Strawberry Forlag

Udgivet: 20.08.2020

Birte Strandby