Der er en beundringsværdig vedholdende vitalitet over dansk litteraturs bedagede og hæderkronede
fyrtårn, Klaus Rifbjerg. Med en værkproduktion på ca. 150 stykker kunne man fristes til at tro den gamle kæmpe har fået sagt det meste, men ordene flyder heldigvis stadig levende og kraftfulde fra den 79-åriges pc’er.
Jordbær er en stille roman om en stille eksistens. Edith Falker blevet gammel, og hendes mand, Robert, ligger for døden på hospitalet. Mens Edith sidder og venter på det uundgåelige, tænker hun tilbage på sit liv. Edith blev født i 1890’erne og var ung i det 20. århundredes første tiår. Tilbageholdende, tænksom og med drømme hun ikke rigtig kan udtrykke eller for den sags skyld blot formulere for sig selv. Hun vil gerne til hovedstaden, studere og blive til noget, men efter det indledende filosofikum bliver det ikke rigtigt til noget med studierne.
Edith er kun lidt oprørsk, og de giver sig egentlig kun til kende i et par enkeltknaldsaffærer med en norsk mineejer, der tager hende på en forførertur til Island, og en dansk løjtnant der får hende drukket godt pløret. Gennem den lesbiske Margrethe møder Edith Margrethes bror, den ingeniørstuderende Robert, som hun gifter sig med.
Det første barn – officielt Roberts men i virkeligheden resultatet af eftermiddagen med løjtnanten – dør kort efter fødslen. Det er et knusende slag for Edith, men hun og Robert får senere en pige og en dreng.
På overfladen er Jordbær en ganske banal historie om det stille middelklasseliv i første halvdel af 1900-tallet. Ediths verden roterer om familien, de store tanker efterlader hende som regel lidt forvirret og usikker, og det vigtigste er vel at folk opfører sig ordentligt, så kan de for Ediths skyld være kommunister, fascister, homoseksuelle eller hvad de nu har lyst til.
Selv verdenskrigene går nærmest sporløst hen over Edith. De mange krøblinge i Paris og London efter 1. Verdenskrig og 2. Verdenskrigs besættelse er nærmest kun distraherende forstyrrelser til Ediths familieliv.
Men djævelen ligger altid i detaljen, den lille utilfredshed som alligevel stikker næsen frem. Livet har været jævnt tilfredstillende, men jævnt er ikke helt nok. Robert har været blid og rar, en god mand. Alligevel fornemmer Edith, at der kunne have været mere liderlighed i hendes liv. Kun få gange har klokkerne ringet, så hun svævede. Kærlighedslivet har været for stillestående. Der har som regel manglet den store passion indførelsen, og afslutningen har været lydløs brug af det uerotiske udskylningsapparat på badeværelset.
For de unge læsere forekommer sproget nok lidt gammeldags, men det er en gammel dame der fortæller sin historie for omkring 40 år siden, og det er lagt mærkbart ind i sproget.
På sin stille måde råber Rifbjerg til læseren om at huske at leve liderligheden ud, mens safterne stadig bruser. Når du sidder på hospitalet og venter på knokkelmanden, er det sjovere at kunne tænke på at al den vilde sex du har nydt – i stedet for at skulle ærgre sig over at have gjort alt for lidt for at holde gryden i kog og the mojo working. Carpe diem.
Forfatter: Klaus Rifbjerg
204 sider
Forlagt: Gyldendal
Udg. 10.02.2011
Jan Vandall
