Denne bog fremviser 25 strikkeopskrifter på trøjer som er lavet i vævestrik. Vævestrik er en teknik, som ikke er super udbredt, men som her forklares og fremvises på en enkel og let forståelig måde med masser af inspiration til hvordan man kan anvende teknikken og tilpasse mønstrene.

Bogen er flot udført med mange store flotte fotos af forfatterens kreationer. Forfatteren kan tydeligvis lide at lege med farver og mønstre og kommer rigtig godt af sted med at sætte sit helt personlige præg på hver eneste trøje. Især skal farvesammensætningerne og disses samspil med mønsteret fremhæves som smukt og inspirerende.

De fleste trøjer er skåret lidt over samme læst, når det gælder formgivningen, og efter et stykke tid går det op for en, at alle trøjer også er strikket i samme garn; Drops Alpaca. Det er et dejligt blødt, lækkert og lunt garn, men det kan være svært at holde i vask og brug, og det kan også være lidt tungt at arbejde i.

Man kunne godt have ønsket sig, når nu der er gjort så meget ud af fotograferingen, at der var gjort lige så meget ud af monteringen af strikketøjet inden den fine fotografering til de store fotos, som jo afslører alt.

Der er også nogle steder, hvor der enten springes over hvor gærdet er lavest, eller ikke tænkes på os mere tungnemme læsere, hvilket forekommer utilstrækkeligt; hvis man gerne vil strikke trøjen vil man jo gerne vide alt. For eksempel er der en smuk trøje, hvor snorene er i en smuk kontrastfarve. Men i opskriften står der bare: Lav to hestetømmer; en til hætten og en til at montere nederst i trøjen. Brug evt. en ’flittiglise’. Aha. Men hvordan er det nu lige man gør det? Og gennemgående er opskrifterne ikke skåret ud i pap.

Det ændrer dog ikke på at bogen er anbefalelsesværdig med sine meget smukke mønstre og farver i nytænkende konstellationer, forfatteren formår virkelig at invitere til at man selv leger med farverne og garnet og viser vejen for måder at gøre det på. Der er rum og plads til at finde på noget selv, og man får lyst til at gøre det, når man for eksempel ser en islandsk inspireret trøje strikket op med trekvart ærmer i Alpacagarn. Det har vi da aldrig set før, så tak for inspirationen.

Jonnas trøjer

Vævestrik med 25 opskrifter

Jonna Balle

199 sider

Tegnerens Forlag

2018

Gitte Sander