Genudgivelse af Jernporten der i lighed med den nys genudgivne Lucca af samme forfatter er en fremragende roman fortalt i Grøndahls specielle, metaformættede og personlige sprog. Jernporten er en livshistorie fortalt via de kvinder jeg-fortælleren møder: Den første, den fascinerende, den frække, overklassepigen, flygtningen fra Kroatien og fotografen i Rom. Og naturligvis moren og datteren. Moren der på vej til en ny tilværelse får kræft og i stedet må give afkald på livet. Og datteren der ender med at være det eneste blivende i fortællerens liv – bortset fra litteraturen der følger med hele vejen: Zweig, Stendahl, Rilke. Den tyske litteratur får særlig betydning på grund af en engagerende tysklærer i gymnasiet og dennes datter der får fortælleren til at forelske sig og tilbringe en ensom juleaften i Berlin.

Romanen er i tre dele, ungdom, voksentid og tiden efter arbejdslivet. Ungdommen handler om kæresten, om troen på marxismen og om en tysklærer der i nattens mulm og mørke er flygtet fra Østtyskland i kajak. Det gør indtryk på fortælleren men mest påvirkes han af morens sygdom:

…Vidste ikke, at fremtiden ikke strakte sig åben og ubestemt foran hende som et stort, øde landskab som, man bare kunne løbe ind i.

I anden del er fortælleren lærer, fraskilt, nørdet men ret entusiastisk når det gælder undervisningen af de unge.

Det har været en personlig tilfredsstillende, at jeg har fået i hvert fald et par håndfulde af de hormondunkende discovrag i niende til at høre sanseligheden i Aarestrups digte.

En dag dukker en ny elev op, en dreng der sammen med sin mor er flygtning fra Kroatien. Det ændrer tilværelsen for den skilsmisseramte lærer, og drengens mor bliver en af de betydende kvinder i fortællerens liv, og efter hende er der andre kvinder smukt portrætteret af en kender – af litteratur og kvinder.

Jens Christian Grøndahl

325 sider
Gyldendal
Udgivet: 2015 (2014)