Hvad Christa Wolf i 2009 gjorde ved Henrik von Kleist og Karoline von Günderrode i Intet sted, intet gør Kirstine Reffstrup nu ved forfatteren Unica Zürn og kunstneren Hans Bellmer i Jeg, Unica.

Hele romanen er en sanselig fremstilling af livet under og efter 2. verdenskrig set gennem Unicas øjne. Wannsee er nævnt adskillige gange, og også det skæbnesvangre møde om Die Endlösung den 20. januar 1942:

…og hvad mon de drak, og at vælge så smukt et sted, og hvem dækkede bordet…

Vi møder Unica første gang, da hun bliver gift, ung og forelsket, snart mor til to og siden forelsker ægtefællen sig i en anden, men Unica klarer sig gennem krigen og møder kunstneren Hans Bellmer. Sammen tager de til Paris og til Berlin, og en stor del af romanen foregår i nærheden af Paris, hvor de to – af omgivelserne kaldet ‘tyskerne i Villa les Jumeaux’ – koncentrerer sig om deres forelskelse og Hans’ arbejde med sin kunst. Andre mennesker kommer kun sjældent ind i billedet, når lige undtages Mrs. Copley, der også er den der taler om Wannsee og fortæller om Gepetto, manden der blev far til Pinocchio.
Krigen er afsluttet mere end ti år tidligere men er alligevel en evigt tilbagevendende del af tilværelsen.

Efter flere forsøg ender Unica som Günderrode med at begå selvmord. Hvor Christa Wolfs personer er højtragende, er Reffstrups nærmest indadvendte, og jeg-fortællerens egen beretning er tæt beskrivende og rummer mange detaljer. Bogen er bygget op af mange små afsnit, og det gør romanen fragmenteret, men giver også et poetisk udtryk.
Kirstine Reffstrup

209 sider
Gyldendal
Udgivet: 16.02.2016