Kollektivroman om otte familier i en nybygget boligblok i midten af de glade tressere, sekundet før kvinderne strømmer ud på arbejdsmarkedet. Det er tid for Beatles, Vietnamkrig og begyndende velstand. Med mulighed for afbetaling og ny kommercialisme har materialismen fået særlig betydning, når der skal udtrykkes status, og den ene families store fryser bliver symbolet på fremtiden og årsag til megen misundelse i det lille samfund.

Ellers er det mennesker på godt og ondt: Karlsen der undlader at hilse på en nabo, fordi han foragter hans voldelige opdragelse af sine børn, mens Karlsen selv lukker sin egen datter ude fra lejligheden og intetanende udsætter hende for voldsom psykisk tortur, samtidigt med at han plejer hendes matematiske talent. Der er kvinden hvis hele liv er en balancegang for at undgå sin mands vrede og beskytte sine børn, men som ikke er stærk nok til at hade ham. Og så er der ægteparret, der elsker og respekterer hinanden, der er smukke fru Foss der sætter gang i fantasien hos samtlige mandlige beboere, og fru Larsen der er frisør og har salon hjemme i lejligheden:

Hele ideen med at gifte sig og få børn var jo at slippe for den slags, at styre livet selv …

Men ellers er kvinder og arbejdsmarked stadigt kun en begyndende diskussion, og en arbejdende hustru er tegn på en dårlig forsørger.

Hver person fremstilles alene eller i de små møder med andre beboere. Først til sidst indblandes alle beboerne i bekæmpelsen af rotter i ejendommen, og i slutningen røbes også, hvem der er den lykkeligste i dette miljø, hvor ro, renlighed og regelmæssighed er dominerende faktorer.

Med Ragdes sædvanlige talent for at formidle kan man læse tidens bevægelser i både børn og voksne, og Ragde gør det samme ved den lavere middelklasse som Bent Haller gør i Rakkerpakhuset.

Jeg skal gøre dig så lykkelig

Anne B. Ragde
Oversat af Camilla Christensen
272 sider
Rosinante
Udgivet: 28.09.2012
Fås også som e-bog