Kun et år efter den bemærkelsesværdige roman Rynkekneppesygen er Peter Adolphsen tilbage med en selvbiografisk roman der antyder seriøse hukommelsessvigt.

Jeg kan ikke huske hvornår jeg tænkte at denne bog kan sammenlignes med at tømme en pose pastaskruer ud på gulvet. Trefarvede, ikke økologiske. Man skal som bekendt holde sine metaforer i kort snor, så jeg vælger at holde min kæft.

Samtlige tekststykker begynder med de ord: Jeg kan ikke huske … Det giver romanen et skær af poesi, mens billedet af selve tilstanden med den svindende hukommelse fortæller historien om snigende alderdom:

Jeg kan ikke huske, hvad jeg lavede i går, selvom jeg ikke indtog andre psykoaktive substanser end kaffe.

Jeg kan ikke huske hvor jeg lagde mit halstørklæde.

Jeg kan ikke huske hvornår hypokondrien satte ind.

Og især den følgende udgave af svigtende hukommelse er velkendt:

Jeg kan ikke huske hvor jeg lagde mine underbukser, men jeg ved at jeg tænkte: ‘Nu lægger jeg dem her, så jeg kan finde dem igen.’

Udover forglemmelsespoesien er der også klip fra andre af forfatterens værker, eksempelvis et digt Tak kakerlak om, hvem/hvilket dyr der overtager jorden, når mennesket har udryddet sig selv.

Det selvbiografiske dukker op med billeder fra Forfatterskolen og korte glimt af Højholt, Borum og Niels Frank.

Der er vemod forbundet med al den forglemmelse, men også positive sider som når forfatteren ikke kan huske, at han nogensinde har været rigtig ulykkelig. På den anden side kan han heller ikke genkalde sig, om han nogensinde har været rigtigt lykkelig, og det er i sig selv ganske trist, men udover det faktum, at romanen er skrevet i vi-nærmer-os-døden-mol, så er humor, ironi og satire nogle af de væsentligste ingredienser.

Peter Adolphsen

Jeg kan ikke huske

200 sider

Gyldendal

Udgivet: 21.08.2018

Birte Strandby