For uden at piske en præst, uden at brænde en bog eller banke en jøde…stod almindelige mænd…op en tidlig morgen…for at tæske de professionelle sønder og sammen. (Norman Corwin On a Note of Triumph)

Endnu en tilføjelse til Philip Roths efterhånden ganske lange selvbiografi og som sædvanligt leveret aldeles uden selvbiografiens uvedkommende og detaljerede selvoptagethed. Romanens fortæller og omdrejningspunkt er Roths alter ego, Nathan Zuckerman, studerende, søgende og udstyret med liberale forældre. Ira Reingold er hovedperson, idealist og kommunist i en periode i USAs historie, hvor kommunisme blev betragtet som et kriminelt uhyre, der forsøgte at invadere den amerikanske liberalisme.
Ira forelsker sig i Eve Frame, en feteret skuespillerinde. De gifter sig og lever lykkeligt – kortvarigt. Idyllen forstyrres af Eves datter, og Eve selv, der udgiver en afslørende roman om sin ægtefælle og dermed smadrer hans tilværelse. Zuckerman er den unge discipel, der undrer sig over, hvad der er sket for hans gamle mentor udi marxismen, og Murray er Iras bror, der i en høj alder fortæller den tragiske historie til Zuckerman.
Kunstgrebet med at lade en ung mand fortælle historien om historien, inddrager effektivt læseren og gør romanen næsten intim i sine betroelser. Det er også set anvendt vellykket i Sophies Valg af William Styron
Tilsyneladende skulle Iras ulykkelige ægteskab repræsentere Roths eget ægteskab, og amerikanske anmeldere kan ubesværet sætte navn på samtlige romanens karakterer. Men selv om man ikke kender personerne bag karaktererne, er det stadigt en glimrende roman, der underholder om Iras kampe sat i relief til en afskrækkende gengivelse af det amerikanske, politiske forfølgelsesvanvid i halvtredserne.
Philip Roth

Oversat af Niels Lyngsø
409 sider
Gyldendal
Udgivet: 23.09.2011